Camilla Tiefensee Schrøder
Lørdag blev distancestævnet Rømø Ridtet afviklet midt i den smukke og lune løvfaldssommer. Vinderen af stævnets nationale klasse, MA 85 km, blev Anne Wejlemand Nielsen. På sin egenopdrættede 14-årige vallak Al Wahed Estopa of Tas OX e. Genotic Ox x El Mokari Ox kom hun i mål efter tredje loop som langt den hurtigste rytter i tiden 07:32:26, godt tre kvarter foran de nærmeste konkurrenter. Gennemsnitshastigheden var på 11.27 km/t, og det resultat er hun rigtig godt tilfreds med.
Se resultatlisten.
– Det er sidste stævne for mig i år, og det har været en fantastisk afslutning på en supergod sæson, fortæller Anne Wejlemand, som har i alt fem distanceheste og allerede har store planer for næste sæson. Al Waheed Estopa of Tas skal gøres klar til internationale 120 km-klasser. Det samme skal hendes to andre heste, Million Dollar Baby og dy Faheema OX – hvis alt går godt, som Anne Wejlemand udtrykker det. Derudover har hun også den 7-årige Enrique Bas, hvor målet er i løbet af 2019 at kvalificere sig til at ride internationalt.