Marie Helene Rigård Rohleder
Med de nordsjællandske skove i baghaven har distancerytter Anne Wejlemand Nielsen ikke brug for en dressurbane, skridtmaskine eller vandløbebånd til at træne sine seks araberheste.
Det er næsten altid de grønne bøgegrene og bugtende skovstier, som danner kulissen for træningen, når Anne eksempelvis tager en almindelig træningstur på 30-40 km, hvor størstedelen foregår i trav og galop.
Hvis det ikke var for konkurrencerne, så ville 41-årige Anne Wejlemand Nielsen ikke tilbringe så mange timer i sadlen hver dag. Hun er regerende danmarksmester i distance og vinder af Dansk Ride Forbunds rangliste for distance i 2020. Til daglig arbejder hun som butikschef i Irma, og så bor hun i Slangerup i Nordsjælland med sin mand, børn, hunde, kat og fem heste i baghaven.
Planlægning, planlægning, planlægning
– Jeg kan fortælle dig præcis, hvad mine heste lavede på denne dag for 4 år siden, siger Anne Wejlemand Nielsen uden at blinke. Foruden at være super ambitiøs er hun struktureret og skriver detaljerede træningsplaner for sine heste i sirligt ordnede papirkalendere.
For hvis en partrytter gerne vil ride en ”hyggetur”, så skal det være på mindst 10 km, før det tæller i Anne Wejlemand Nielsens bog.
– Jeg har altid et mål for min ridning, og inden hver konkurrence laver jeg en strategi i samarbejde med mit hold, som jeg følger nøje. Men når det så lykkes, og vi kommer i mål efter et godt ridt, er det fantastisk. Jeg bliver helt rørt, når jeg fortæller om de stævner, hvor det hele bare spillede. Det er imponerende, hvad hest og menneske kan præstere sammen, siger Anne Wejlemand Nielsen.
En distancehest har et vist antal km i benene, og dem vil Anne helst have for sig selv. Derfor har hun også købt flere af sine heste som unge eller nytilredne. Den skimlede hoppe Million Dollar Baby, som Anne vandt DM med i 2020, købte hun som ung for sølle 8.000 kr., hvor den stod på en mark og så sød ud. Hendes heste bliver redet fire gange i ugen, og så går de tre-fem stævner hver om året.
– Jeg rider ikke for sjov. En distancehest har kun et vist antal km i benene, og derfor må jeg konstant prioritere, hvilke stævner jeg skal vælge for den enkelte hest. Når corona-pandemien ikke ødelægger kalenderen, så er stævnesæsonen planlagt ned til mindste detalje, siger Anne Wejlemand Nielsen.