Fra styrt til sejr i DM i distance

09-08-2020 08:35

Annika Knudsen Lorentsen

Vi har netop snakket med Anne Wejlemand Nielsen, som i går aftes red sejren hjem ved DM i distance hos Sportsrideklubben, med et ridt der tog lige over 10 timer. Det var en dramatisk dag for Anne, som heldigvis endte med stor lettelse og glæde

I går aftes bragte vi kort en nyhed om, at Anne Wejlemand Nielsen og hesten Million Dollar Baby havde vundet dette års DM i distance, som blev afholdt i forbindelse med Københavnerridtet hos Sportsrideklubben. 

Rytterne i mesterskabsklassen skulle tilbagelægge 121 kilometer på en af årets varmeste dage, så det var selvsagt trætte atleter der kom i mål sent i går aftes. 

Kræver meget forberedelse
Anne Wejlemand Nielsen var taget af sted mod DM med en positiv indstilling, selvom hun også viste, at det var et stærkt felt hun var oppe i mod. 

– Selvom det var et lille felt, så kunne det have været hvem som helst der tog sejren. Jeg kunne konkludere, at kun én ikke havde redet distancen før og alle os andre havde gennemført distancen med nogenlunde samme hastighed, forklarer Anne, som også forklarer, at det kræver mange års forberedelse at nå hertil:

– For at kunne ride på dette niveau i distance kræver det mange års forberedelse af både hest og rytter. Jeg har trænet meget målrettet mod DM, jeg noterer alting ned fra min træning, og træningen af mine heste er altid nøje planlagt. 

Copyright Ridehesten.com
Det var et særligt hårdt ridt i går på grund af varmen. Foto: Privat

Gennemsnitshastighed
Anne Wejlemand Nielsen vandt bronze ved sidste års DM, hvor de red med en gennemsnitsfart på knap 14 km/t. I år var hastigheden en del lavere på grund af varmen, og Anne og Million Dollar Baby kom i mål med en gennemsnitsfart på lige over 12 km/t.

Havde for første gang ikke klar taktik
Selvom Anne er meget velforberedt og god til at planlægge sine ridt, havde hun i går for første gang ikke en helt klar taktik for hvordan hun ville ride ridtet.

– Jeg havde faktisk ikke en helt klar taktik. Jeg havde tænkt en maks hastighed jeg ville ride med, en fart som blev nedjusteret en del på grund af varmen. Samtidig havde jeg tænkt mig, at holde mig sammen med de forreste og så se om det tempo de red var et der passede for os.

I det første loop fulgtes Anne med to andre ryttere, hvoraf den ene blev taget ud efter dyrlægetjekket efter de første 40 km. 

– Vi red så to i det næste loop, men i tredje loop måtte hun også vende om, da hendes hest blev uren. Det betød så, at jeg var alene og med et forspring til den rytter der lå nummer to, forklarer Anne og fortsætter:

– Det var faktisk lidt svært for min hest pludselig at være alene, da hun havde gået de første 80 kilometer sammen med en anden. I starten ville hun gerne med dem, men hun genvandt motivation og gik super stabilt resten af vejen.

Copyright Ridehesten.com
Dyrlægekontrol. Foto: Privat

Styrtede på første loop
Det var ikke uden dramatik for Anne og Million Dollar Baby i løbet af deres 121 kilometer lange ridt og faktisk styrtede ekvipagen på det første loop. (Ridtet er delt i loop, hvorimellem, at der holdes pause og hesten skal i vet check.)

– Hun blev forskrækket over en farvenuance på jorden og springer til siden. Men der hvor hun springer hen er der en forhøjning på omkring 40 cm, som hun ikke ser og derfor styrter vi, fortæller Anne og fortsætter:

– Jeg kommer ind under hende, men hun kommer hurtigt op, og så løber hun faktisk lidt væk, men kommer heldigvis tilbage. Jeg kommer op på hende og får hende i trav og derefter galop, og kan mærke, at hun virker okay.

Selvom Anne og Million Dollar Baby hurtigt kom afsted, var Anne godt klar over, at styrtet kunne betyde, at de ikke kom igennem løbet eller dyrlæge, hvis hun var blevet stiv. 

– Hun havde skrammer og jord på bagparten, og jeg havde også selv en del skræmmer, men vi kom igennem dyrlægen og hun var fit for fight resten af vejen. 

– Det var en hård pause efter det første loop, for jeg var lidt i chok ovenpå styrtet, og var selv øm. Men jeg fik styr på tingene og vi kom afsted ud på næste loop. 

En vild følelse
Når man rider i mål efter et distanceridt ved man reelt ikke om man har vundet, da dyrlægen først skal tjekke, at hesten er okay. 

– Da jeg red over målstregen holdt jeg tommelfingeren op, som for at signalere, at hun føltes okay. Men vi skulle jo stadig i afsluttende dyrlægekontrol, forklarer Anne og fortsætter:

– Her løber jeg med hende, og det er svært for mig selv at vurdere imens. Mens dyrlægen gør de sidste ting med at tjekke puls med mere, begynder jeg at hyperventilere. Jeg var helt færdig ovenpå ridtet og kunne næsten ikke vente på svaret, så idet han siger tillykke bliver jeg vanvittig glad for, at det hele var lykkedes i sidste ende. 

Copyright Ridehesten.com
Det gade og trætte vinderpar. Foto: Privat

Forkæles og tjekkes de næste dage
I dag holder Annes familie konfirmation, så der var ikke noget med at sove længe og restituerer ovenpå gårsdagens hårde ridt. Det betyder dog ikke, at Million Dollar Baby ikke skal forkæles. 

– Hun virker umiddelbart fin efter den hårde omgang i går, men nu skal hun selvfølgelig forkæles og om et par dage skal hun også tjekkes igennem og behandles, så vi er helt sikre på, at hun ikke er stiv ovenpå styrtet og ridtet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner