Lis Hartels Mindepris til Britt Carlsen (video)

09-07-2017 18:45

Det var i dag magasinet Ridehestens redaktør, Britt Carlsen, der velfortjent kunne løfte det smukke sølvfad som bevis på, at hun havde modtaget Lis Hartels Mindepris 2017

Copyright Ridehesten.com
HKH Prinsesse Benedikte, Nicole Siesbye, Pernille Siesbye og prismodtager Britt Carlsen.

Publikums klapsalver skyllede ind over dressurstadion i Broholm Slotspark, da HKH prinsesse Benedikte annoncerede dette års modtager af Lis Hartels Mindepris, journalist og fotograf Britt Carlsen. Denne pris er stiftet i et samarbejde mellem familien Hartel-Siesbye og Dressurens Venner.

Britt Carlsen, mangeårig redaktør på magasinet Ridehesten, modtog prisen for sit store og altid engagerede arbejde som reporter for dansk ridesport. Hun er selv tidligere konkurrencerytter og har i en årrække arbejdet på Dansk Varmblods sekretariat, inden hun i 1995 fik ansættelse hos Ridehesten. HKH prinsesse Benedikte begrundede valget af Britt Carlsen med disse ord:

"Ridesportsjournalist Britt Carlsen viderebringer sportens historier og budskaber. Den glade, smilende og imødekommende redaktør, der altid er åben og positiv overfor gode ideer og initiativer. Britt er medforfatter til flere bøger om dressur på et højt fagligt niveau, og hun har desuden med sin faglige vinkel, seriøsitet og flair for den gode historie dækket de seneste tre Olympiske Lege. For Dressurens Venner er Britt Carlsen en vigtig medspiller i udbredelsen af kendskabet til dressursporten. Med sin store indsigt og smittende glæde holder hun os konstant til biddet og fremme på tøjlen. Derfor er hun en værdig modtager af Lis Hartels Mindepris."

– Det er en meget stor ære at modtage denne pris, og jeg føler mig særlig beæret over at træde ind i det fornemme selskab af personer, der har modtaget prisen, fortæller Britt Carlsen. 

Vi ønsker Britt hjertelig tillykke med Lis Hartels mindepris 2017 og de 25.000 kr., som følger med prisen. 

Info

I samarbejde med familien Hartel-Siesbye har Dressurens Venner taget initiativ til at indstifte en mindepris til ære for Lis Hartel. Det sker for at sikre hendes engagement for dressursporten bliver husket fremover. Mindeprisen uddeles en gang årligt og består af to dele. Ud over en vandrepræmie følger et støttebeløb på 25.000 kroner fra Dressurens Venner.

Den bliver traditionen tro uddelt på Broholm i forbindelse med det danske mesterskab i dressur. Tidligere prismodtagere er Kjeld Kirk Kristiansen, Lis Lihme, Anne Grethe Törnblad, Anne og Fredrik Lütken, Vibeke Degn Andersen, Jytte Lemkow, Hans-Christian Matthiesen og senest Bjarne Nielsen.

Dressurens Venner en almennyttig forening, der ønsker at støtte dansk dressursport, med ed henblik på at højne kendskabet og det faglige niveau. Læs mere om foreningen på www.dressurensvenner.dk
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner