Annika Knudsen Lorentsen
– I går var en rigtig god dag for mine to 7-års heste. De gik begge fejlfrit i den første kvalifikation, indleder Laura Baaring Kjærgaard, som godt kan mærke, at der er pres på både hende og hestene til dagens anden kvalifikation.
– Det er med en blandet mavefornemmelse, for selvom de begge var super springende i går, så er det nok endnu mere krævende i dag og presset er ikke ligefrem mindre, nu man er godt placeret. Jeg føler også, at de her to heste fortjener at gøre det godt, da de har gået supergodt hele sommeren, selvom mit partnerskab med begge heste fortsat er nyt. Det er to rigtig gode heste, og hvis alt spiller, så har de gode chancer for at komme i finalen, og også for at gøre det godt i finalen.
Med Obora's Laura e. Luidam/ Non Stop er Laura placeret som nr. 18, mens hun med Consult Picobello Z e. Cicero Z van Paemel/ Nabab de Reve er placeret som nr. 40 i den samlede stilling efter gårsdagens kvalifikation. Som det ser ud nu, er det de 30 bedste ekvipager sammenlagt fra gårsdagens og dagens kvalifikation der går i finalen, som afholdes søndag.
– Obora er der, hvor hun skal være i sin uddannelse aldersmæssigt, mens Consult først er begyndt at gå internationalt i år og derfor måske er lidt grøn på det her niveau. Han har dog en god indstilling og et godt hjerte, så jeg er meget fortrøstningsfuld for dagens konkurrence, fortæller Laura og slutter:
– Det er noget af en oplevelse at ride dette stævne. Jeg red Z-tour på Zangersheide i april, hvor banerne var frosne og vi red rundt med store vinterjakker inde på banen, og af den grund var mine forventninger ikke så høje til dette stævne, men nu da jeg er her, så er jeg utroligt imponeret og det er et af de flotteste stævner jeg nogensinde har redet. Atmosfæren er noget helt specielt, og jeg ved, at det her er et stævne som alle i Belgien ser frem til, og jeg bor jo selv her i Belgien til dagligt.