Laura drømmer om Unghestechampionat

08-12-2022 18:22

Annika Knudsen Lorentsen

16-årige Laura Søgren Gade er en af de ryttere der har sikret sig en reserveplads til Dansk Varmblods Unghestechampionat 2023, og måske ender Laura med en plads i det prestigefyldte championat

Copyright Ridehesten.com
Laura Søgren Gade med Kirkelodgaards Calibra. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

44 ekvipager opnåede ved årets egnethedstest i Dansk Varmblod kvalifikation til det kommende Unghestechampionat i springning, og derudover er 10 blevet udtaget som reserver. En af dem er 16-årige Laura Søgren Gade med Kirkelodgaard's Calibra e. Frontier Ask/ Lambrusco Ask (Charlotte Schiøler).

Lauras mor, Mette, købte Calibra direkte fra avler for to år siden, og det er Laura selv der har tilredet og uddannet den unge hest, selvfølgelig med hjælp fra sin træner Sarah Kroman. 

– Da jeg købte Calibra for 2 år siden blev det startskuddet til et fantastisk samarbejde og venskab med avler, Charlotte Schiøler og hendes familie, som i den grad støtter Laura. Vi er så heldige, at de har vist Laura den tillid, at lade hende tilride endnu en hest fra Kirkelodgaard, Kirkelodgaard's Candy. Hende klargjorde Laura til sadelkåring, og i juni opnåede hun en flot kåring i RDH, fortæller Mette Søgren Gade.

Copyright Ridehesten.com
Laura Søgren Gade med Kirkelodgaards Calibra. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Gør sig klar til Herning
Det er endnu ikke sikkert, at Laura får en plads ved Unghestechampionatet, da det kræver, at nogle af de kvalificerede falder fra. Det hindrer dog ikke den unge rytter i at arbejde mod målet. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Lige nu arbejder vi benhårdt på at gøre både Calibra og mig selv klar til Herning. Jeg har aldrig startet i de højder der skal rides i Herning, men den 8-årige Kirkelodgaard's Chablis, skal hjælpe mig med at få noget erfaring. For 1,5 år siden udlånte Charlotte Chablis til mig. Chablis er meget sensitiv og der var mange udfordringer i starten, men nu har vi fundet tilliden til hinanden, og vi er klar til LA-debut, fortæller Laura og fortsætter:

 – Jeg ved jo endnu ikke om vi kommer med til Herning, men hvis jeg gør, vil jeg bare prøve at byde det, selvom jeg skal ride imod voksne professionelle ryttere med meget bedre forudsætninger. Heldigvis gav Bo K. Møller os mange gode kommentarer med ved Egnethedstesten, som vi arbejder videre med nu. 

Copyright Ridehesten.com
Laura med Midnight's Golden Magic. Foto: Privat

Ponychampionater i bagagen
Selvom Laura aldrig har redet større klasser før eller Unghestechampionatet i Herning, så har Laura erfaring fra andre championater. 

I en alder af 11 år vandt Laura Dansk Sports Pony Championat for 5-års med katagori III-ponyen Midnight's Golden Magic, og året efter deltog hun ligeledes i finalen med en anden pony. Laura elsker at arbejde med de unge heste og der er også flere på vej. 

– Vi har i år selv fået føl, Uncatchable G e. Syvhøjegårds Unforgetable/Quite Easy, som fik en flot  bedømmelse til følskue, så jeg glæder mig allerede nu til, at hun skal tilrides og gøres klar til hoppekåring, championater mm. om nogle år, slutter Laura.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner