Annika Knudsen Lorentsen
I næste uge afholdes DM for senior og Agria DRF Mesterskaberne for junior-, ung- og U25 ryttere i springning hos Absolute Horses i Sommersted, og her kommer langt størstedelen af de dygtigste danske springryttere til start.
– Det bliver spændende at se formen hos så mange af rytterne. Hvis vi kigger på DM vil de ryttere, der er mulige kandidater til at udgøre holdet til VM komme til start. Ikke alle på den hest, som de går efter at ride VM på, men det bliver spændende at se dem til start ved DM, fortæller Bo K. Møller, som er landstræner i springning og fortsætter:
– Det bliver et stort felt, også selvom det for nogle har krævet lidt planlægning i forhold til de andre store stævner, som de deltager i. Der er jo blandt andet Nations Cup i Uggerhalne få uger efter DM.
De unge ryttere skal også kæmpe om medaljer
Det er ikke kun seniorrytterne der skal ride om medaljer, og Bo fortæller, at han også glæder sig til at se de unge i aktion.
– Alle de unge ryttere kommer jo også til start i deres mesterskaber, og der gælder det samme for dem. Det bliver spændende at se deres form frem mod sommerens nationsspringninger og mesterskaber.
Allerede torsdag i næste uge starter mesterskaberne, hvor ung- og U25-rytterne rider deres første afdeling. Fredag er det junior- og seniorrytterne der skal ride deres første afdeling, mens finalerne afgøres lørdag og søndag.