Anna Pørtner
Hvis du ikke allerede ved, hvad du skal bruge din Kristi Himmelfartsferie på, så er et ridestævne et godt bud. De danske stævnearrangører har nemlig virkelig udnyttet helligdagene i forbindelse med Kristi Himmelfart, og flere afholder derfor flerdagesstævner og hverdagsstævner for både pony og hest.
Der er noget for enhver smag, når der i de kommende helligdage både bliver afholdt C- og D-stævner i dressur spring, paradressur, military, voltigering og distance rundt i hele landet. Blandt andet holder Glostrup Rideklub C-stævne i dressur og spring for hest og pony fra den 9.-12. maj, hvor der blandt andet afholdes distriktmesterskab for hest i dressur, og distriktsmesterskab for både pony og hest i spring, og det er blot ét af de mange steder, der afholder stævne henover Kristi Himmelfartsferien.
Af springstævner er der også mange at finde rundt i hele landet. Blandt andet holder Kjellerup Sportsrideklub C-stævne i springning for både hest og pony, stævnet kaldes KOOR Jumping Days, og er et firedagsstævne, der starter med pony torsdag-fredag, og derefter hest fra lørdag-søndag. Kjellerup Sportsrideklub har gjort ekstra meget ud af det, med gode doteringer og flotte præmier at vinde, så der er helt klart noget for rytterne at ride om. Cecilie Aarslev Papsø, der er en af arrangørerne til KOOR Jumping Days fortæller lidt om tankerne bag stævnet: – Vi startede KOOR Jumping Days fordi vi gerne ville lave et fedt stævne for rytterne. Et stævne, hvor vi vil samle både bredde og elite til hygge, fællesskab, god mad og spændende ridning.
Når man som klub skal arrangere sådan et stævne, er det vigtigt med godt sammenhold, hvilket Kjellerup Sportsrideklub i den grad har, fortæller Cecilie: – Vi er en klub med et ekstraordinært sammenhold, og vi er mange frivillige, der brænder for at lave et virkelig godt stævne. Derfor ønsker vi også, at alle rytterne får en følelse af at være velkommen her hos os, uanset om man rider 20cm eller 140cm. Hos Kjellerup Sportsrideklub er forberedelserne allerede i fuld gang: – Vi arbejder benhårdt for hvert år at skaffe ekstra gode præmier. Vi synes det er vigtigt, at der er noget sjovt at ride om. Vi glæder os til fire hårde, men mega fede dage med en masse god ridning, hvor børn og voksne kæmper om at komme øverst på podiet og give sine konkurrenter champagne, og vinde nogle af de vildt fede præmier, fortæller Cecilie, og afslutter med at nævne noget af det, rytterne kan ride om hos Kjellerup Sportsrideklub i Kristi Himmelfartsferien: – Vi har jo blandt andet 7000 kroner til førstepladsen i MA for hest, og i det hele taget er alle vores præmier bare virkelig fede. Det giver bare lidt ekstra, og skaber en god stemning, afslutter Cecilie.
Sundeved Rideklub afholder ligeledes C-stævne i dressur for hest og pony den 11.-12. maj, samt paradressur med 2. kvalifikation af DRF Para Cup 2024 præsenteret af Elsass Fonden, som er en landsdækkende turnering for pararyttere. Turneringen spænder bredt, da den afvikles i én procentklasse, hvor der kan rides enten Intermediate A eller Grand Prix A. Her samler ekvipagerne point for hver kvalifikation, der startes, og de 15 ekvipager med flest point fra kvalifikationerne mødes i finalen.
Stevnstrup Rideklub ved Randers afholder militarystævne den 11.-12. maj for både hest og pony, mens Skibby Ride- og Voltigeklub afholder voltigeringsstævne for både children, junior, ungdom og seniorer. Tarm og Omegns Rideklub er vært for et distancestævne, der også afholdes henover helligdagene.
Dansk Ride Forbund har i et Facebook-opslag delt en oversigt over de mange stævner, der forløber sig henover de næste ugers helligdage, og du kan ligeledes søge langt de fleste af dem frem på Equipe.