Liv Haumann Madsen
Lav en personlig kalender
Du har helt sikkert en masse billeder af din favorithest, som du kan printe ud eller tilføje til et dokument i dine skriveprogrammer fra skolen. Hvis ikke, kan du finde nogen flotte billeder på internettet, som du kan bruge. Om du helst vil klippe og klistre i karton eller er bedre til at redigere i diverse programmer, kan du tage dine favoritbilleder og tilføje hver måned med alle datoer under. Layoutet på din kalender er selvfølgelig helt op til dig, så det gælder om at være kreativ. Du kan eventuelt pynte med klistermærker, glimmer eller noget helt andet.
Dekorér en hestesko
Der findes masser af tutorials på YouTube og Pinterest som kan give inspiration til, hvordan du kan dekorere en hestesko. Nogen laver dem til billederammer, nogen hænger dem op, laver drømmefangere, indrammer skoene i resin eller pynter med spraymaling og rhinsten. Der er faktisk helt vildt mange muligheder for at slå sin kreativitet løs, og hvem synes ikke at det er fedt at have noget, som minder dem om deres bedste ven?
Bag noget hesteguf
Din yndlingshest vil helt sikkert elske nogen hjemmelavede godbidder. Du kan finde på din helt egen opskrift eller du kan finde en opskrift lige her. Men hvis der går lang tid før du har mulighed for at komme i stalden igen, er det nok en god idé at vente, til restriktionerne så småt bliver løsere igen. I mange opskrifter bruges der nemlig ingredienser, som kan begynde at mugne, efter nogle dage.
Design din hest, et nyt navneskilt
Hvis du er god til sløjd kan du kaste dig ud i, at save et navneskilt i træ. Derefter kan du male det og skrive din hests navn eller tegne den på skiltet. Du kan også skrive de vigtigste informationer. Hvis du ikke har mulighed for at få fat i træ, kan du tegne eller printe et billede ud, som du kan skrive på. Hvis du har mange billeder som du gerne vil bruge, kan du sætte dem sammen til en collage. Det er en god idé at laminere papiret eller at putte det i en plastiklomme, hvis det skal holde så længe som muligt.
Tæpper, bandager, underlag osv.
Hvis du er god på en symaskine eller bare godt kunne tænke dig at blive bedre, er der en hel masse projekter du kan slå dig løs i. Nogen af de nemmere projekter er haleposer, sadelovertræk, stigbøjlebeskyttere, bandager, bandageunderlag, pandebåndsbeskyttere og foring til grimen. Hvis du kunne tænke dig at gå igang med noget større, kan du prøve kræfter med fleecetæpper, lændetæpper og underlag, eller du kan prøve at hækle en hut.
Der er helt sikkert noget fedt ved at have unikt udstyr, som man selv har kreeret. Slå dig løs!