Kom til kursus i hoppeinseminering

12-12-2024 10:12

Kunne du tænke dig at have en finger med i spillet i avlen herhjemme? Så har du nu mulighed for at få den lovpligtige tilladelse i hus med kurset i hoppeinseminering, hvor du både lærer den vigtigste teori og arbejder med praktiske øvelser 

Copyright Ridehesten.com
Nu har du mulighed for at komme til kursus i inseminering af hopper. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Danskavlede heste er i høj kurs, ikke bare nationalt men lige så vel udenfor landets grænser. Nu har du mulighed for at kunne få en finger med i spillet, da SEGES Heste nu udbyder et kursus i hoppeinseminering. Kurset er godkendt af Fødevarestyrelsen, så deltagerne efter endt eksamen opnår den lovpligtige tilladelse til at måtte inseminere heste. 

Kurset henvender sig til personer, der ønsker at opnå autorisation til hoppeinseminering. Som deltager får du en grundig introduktion til relevant teori på området af de dygtige undervisere, ligesom du deltager i praktiske øvelser med det formål at gøre dig klar til eksamen. 

Program til hoppeinsemineringskursus
Kurset varer fra den 3. februar til den 8. februar 2025 og foregår både på Scandic Silkeborg samt på Nørlund Hestehospital, hvor de praktiske øvelser vil blive udført. 

I løbet af kurset kommer du blandt andet til at arbejde med følgende områder:

  • Anatomi og fysiologi
  • Hygiejne
  • Brunstcyklus
  • Sædproduktion og -opsamling
  • Ægløsning/ befrugtning
  • Insemineringsproceduren og -teknikker 
  • Sædbehandling
  • Lovgivning på området

Undervisningen veksler mellem teoretiske oplæg og praktiske øvelser, hvorefter forløbet afsluttes med både en skriftlig og mundtlig eksamen. Efter bestået eksamen opnår du Fødevarestyrelsens autorisation til at måtte inseminere heste. Opretholdelse af autorisationen kræver deltagelse i obligatorisk opfølgningskursus. Mere information følger. 

Underviserne på kurset består af følgende: 

  • Hans Schougaard, veterinærkonsulent og dyrlæge, SEGES Innovation
  • Mette Christoffersen, dyrlæge, Veterinær Reproduktion, Institut for Klinisk Veterinærmedicin, Københavns Universitet
  • Jesper Møller, dyrlæge, Ansager Hestehospital

Kurset gennemføres kun ved tilstrækkelig tilmelding, så hvis det lyder som noget for dig, så skynd dig at melde til. Ved for mange tilmeldte, gælder først til mølle-princippet. Tilmeld dig kurset i hoppeinseminering hos Tine Landbo på mail: til@seges.dk eller telefon 87405461. 

Du kan læse meget mere om kurset i hoppeinseminering, priser og andre vigtige informationer her. 

Kilde: SEGES Heste. 

/ Dansk Varmblod. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner