Klub drives af frivillige kræfter

29-04-2024 10:05

Mellem Aalborg og Thisted ligger Han Herreds Hestesportsklub. Klubben har ingen ansatte, men alligevel har de formået at bygge et helt nyt ridecenter med fede faciliteter og masser af stævner

Copyright Ridehesten.com
Han Herreds Hestesportsklub har til huse på Vesterstrand Ridecenter, hvor klubben lejer bygninger og jord. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen.

Han Herreds Hestesportsklub beliggende i det nordlige Jylland, nærmere Fjerritslev, har på årsbasis knap 200 medlemmer, men ingen ansatte. Klubben lejer sig ind på Vesterstrand Ridecenter, og for 12 år siden renoverede de, så ridecenteret i dag huser 41 bokse, 2 ridehaller og flere udendørs baner. 

Copyright Ridehesten.com
Rideklubben har i alt 41 bokse til rådighed i moderne, renoverede stalde. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen.

I løbet af sidste år opgraderede de deres udendørs faciliteter med en ny opvisningsbane med Walber Ebbe-flod system, og nu står deres nye opvarmningsbane ligeledes klar. Alt dette med hjælp fra klubbens frivillige, fortæller Trine Annette Aarup Henriksen, formand for rideklubben: – En meget stor del af de her projekter laver klubbens frivillige selv. De hjælper også med at samle penge ind, når der skal laves nye tiltagI februar var vi f.eks. flere fra klubben, der deltog i strandrensning langs Jammerbugt Kyst for at tjene penge til klubkassen.  

Klubbens formål er i fællesskab, at fremme interessen for hestesport ved afholdelse af træningsøvelser og konkurrencer af forskellig art, og derfor har klubben også lagt en skarp stævneplan for resten af sæsonen. Næste stævne på programmet er i uge 21, hvor klubben afholder D-stævne i både dressur og spring, og i uge 24 er klubben vært for C-stævne i spring med individuelle distriktmesterskaber. Derudover afholder klubben også C-stævne i dressur senere på året med kvalifikation til Dressurens Venner Cup, og C-stævne i spring med distriktmesterskaber for hold. Som afslutning på en god stævnesæson i klubbens favør, afholder de i uge 52 C-stævne i dressur med rosenparade. 

Copyright Ridehesten.com
I den forgangne weekend indviede Han Herreds Hestesportsklub deres nye opvarmningsbane med sæsonens første springstævne. Foto: Privat.

Trine fortæller, at uden de mange frivillige hjælpere og bidrag til klubben, kunne alt dette ikke lade sig gøre: – Vi er så stolte af vores klub. Mange frivillige har i årenes løb bidraget til at få de faciliteter vi har nu. Dette er selvfølgelig fedt for klubben, men det giver også ejerskab og kæmpe opbakning hver gang vi skal lave noget. Kort og godt: Frivilligheden længe leve, afslutter Trine med et smil. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner