Kjento er verdensmester igen

11-09-2022 13:03

Britiske Charlotte Fry har vundet sin tredje UVM-guldemedalje og den anden på den nu 7-årige KWPN-hingst Kjento. Tre DV-heste gjorde også en god figur i finalen

Nyheden fortsætter efter annoncen

I det øjeblik Kjento betrådte arenaen, var man ikke i tvivl om, at der her var tale om en verdensmester - vel og mærket betinget af et nogenlunde fejlfrit ridt, og det er hans rytter, den nykårede verdensmester Charlotte Fry, mester i at levere. Det dansk-hollandske par, Anne og Gertjan van Olst, er ejerne af den sorte, maskuline hingst e. Negro/ Jazz, og de har stor succes med deres hingste på de internationale konkurrencebaner.

Da Kjento var 5 år, var der ikke noget UVM, men som 6-års vandt han i Verden med flere 10-taller. I år som 7-års opnåede han også 10 for sin spektakulære og korrekte trav og 9,8 for kapacitet. 26-årige Charlotte Fry fortalte på pressemødet, at han Kjento har det bedst tænkelige temperament og opfører sig som en vallak i stalden og i al omgang, og er så 100% klar til at præstere, når hun sætter foden i bøjlen.

Der har været meget pres på, men da jeg red ind på stadion, gav Kjento mig den bedste fornemmelse, så jeg kunne koncentrere mig om jobbet. Det værste for mig var at vente på de sidste fire rytteres resultater, fortalte hun.

Copyright Ridehesten.com
Poseidon Majlund under Lone Bang Zindorff. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det har været en UVM-finale for 7-års heste med dansk islæt af intet mindre end tre DV-heste og endnu en dansk rytter på en tysk hest. Danske Lone Bang Zindorff (tidl. Larsen) red sig via gårsdagens trøstefinale videre til finalen med vallakken Poseidon Majlund e. Tailormade Temptation/ Solos Landtinus (opdr. Stutteri Majlund), som hun har ejet, siden den var føl. I dag sluttede hun på en meget hæderlig niendeplads og et resultat på 75,9% og bl.a. delkarakteren 8,5 for skridt.

Copyright Ridehesten.com
Everian L og Anna Kasprzak. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Anna Kasprzak har ejet sin Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard) i snart to år, og det er en hest, der er rigtig godt på vej. Med undtagelse af et 7,3 for skridt fik Everian L i dag 7,8 i alle delkarakterer og fik ros for sin elastiske og taktfaste trav og den kraftfulde galop. I dommernes konstruktive kritik efterlyste de lidt mere mere bæring og op-ad-bakke tendens. Det samlede resultat i dag blev på 75,378%. 

Copyright Ridehesten.com
Highfive Fuglsang og Anders Sjøbeck Hoeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Blot 19 år gamle Anders Uve Sjøbeck Hoeck er rytteren på den norskejede DV-hingst Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/ De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Meyland), der i flere år har gjort sig bemærket i de danske championater for unge dressurheste. At være kommet til finalen med de 15 bedste 7-års i verden er i sig selv flot, og de to unge mænd gjorde et rigtig godt job i dag, hvor dommerne havde både ros og konstruktiv kritik. De roste hingstens store og imponerende bevægelser og efterlyste samtidig lidt bedre bæring til at løfte hingsten op til skuldrene. Gangartskarakterne blev 8,2 for trav og 8,0 for både skridt og galop, og parret sluttede på 74,508% 

Dansk Daniel Bachmann Andersen red den tyske hingst Zac Efron MT OLD e. Blue Hors Zack/ Don Larino og sluttede på en syvendeplads i finalen. Hingsten er meget følsom for omgivelser og blev igen i dag lidt stresset, men samtidig udviser den meget kvalitet, og det er en hest, som Daniel tror på til fremtiden.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Zac Efron MT OLD. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

En af de meget positive oplevelser i dette års 7-års felt var hingsten Destello OLD e. Dimaggio/ Fürst Fugger, der tidligere har været 4-års Bundeschampion i Tyskland. Den meget letgående hingst, der rides af Beatrice Hoffrogge (tidl. Buchwald), faldt i den grad også i dommernes smag, og de belønnede i dag hingsten med flotte karakterer som 9,8 for trav og 9,5 for kapacitet. Med i alt 83,957% resulterede det i en sølvmedalje.

Bronzemedaljevinderen Escamillo e. Escolar/ Rohdiamant blev også sidste år redet til en medalje, da den med spanske Manuel Dominguez Bernal vandt sølv. Det blev i år til en bronzemedalje og efter min mening lidt for meget dommerbegejstring og høje point – 9.5 for trav og 9 for både skridt og galop. Den medalje havde klædt fjerdepladsens Fürst Kennedy OLD e. Fürsten-Look/ Don Kennedy redet af portugisiske Joao Pedro Moreira.

Resultat af 7-års finalen.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner