Helgstrand Dressage leverer overskud

30-12-2023 10:00

Redaktion

Trods udfordrende markedsvilkår i 2022 og 2023, leverer Helgstrand Dressage millionoverskud i seneste årsregnskab. Med fortsat stor interesse fra både Danmark og udlandet, er Helgstrand Dressage godt rustet til fremtiden

Copyright Ridehesten.com
Fra hingstefremvisning tidligere denne måned hos Helgstrand. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Efter mere end et årti med uafbrudt vækst, har ekstraordinære markedsbetingelser i 2022 og 2023 betydet, at også branchen for eliteheste er blevet udfordret. Trods de svære markedsvilkår leverer Helgstrand Dressage igen overskud.

Mens resultaterne afspejler den økonomiske og geopolitiske usikkerhed samt det høje renteniveau og inflation, som branchen har været underlagt det forgangne år, lander Helgstrand Dressage en omsætning på over 377 mio. kr., et driftsoverskud på over 17 mio. kr. og et overskud, der overstiger 8 mio. kr. Regnskabet gælder perioden fra 1. juli 2022 til 30. juni 2023. 

– Den uro, der har været på markederne, er især kommet til udtryk ved et generelt dyk i efterspørgslen på bl.a. luksusvarer. Det har været et gennemgående tema for hele branchen – også Helgstrand Dressage. Set i det lys er jeg selvsagt tilfreds med, at vi formår at generere overskud. Vi har en utrolig loyal kundebase og værdsætter deres fortsatte engagement højt. Med vores solide egenkapital i ryggen ser vi med betrygning på fremtiden, og vi har tiltro til, at markedet vil vende igen, siger Anders Bjørnstrup, kommerciel direktør i Helgstrand Dressage.

Copyright Ridehesten.com
Anders Bjørnstrup, kommerciel direktør hos Helgstrand Dressage. Foto: Helgstrand Dressage

Helgstrand Dressage har fortsat en stærk økonomisk position og er fortsat rustet til fremtiden. Egenkapitalen er igen forøget, og når et niveau på knap 414 mio. kr. pr. 30. juni 2023. 

Mens Helgstrand Dressage fortsat oplever stærk interesse fra samtlige markeder med efterspørgsel på Helgstrand Dressages udvalg af heste, betyder markedsvilkårene, at der i øjeblikket er lavere aktivitet inden for særligt salg af heste. Helgstrand Dressage er i god og konstruktiv dialog med kunderne, men forventer fortsat, at aktiviteten vil være dæmpet i det kommende år. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

I den kommende tid kommer Helgstrand Dressage fortsat til at investere i at udvikle kerneforretningen og styrke sin markedsposition – herunder de fortsatte forbedringer indenfor dyrevelfærd samt arbejdet og ekspertisen i at arbejde med og omkring heste. 

– Der er ingen tvivl om, at det har været et udfordrende år. Vi har fået kritik for vores ridning og vores medarbejdervilkår, og vi har derfor brugt året på at investere massivt i vores dyrevelfærd samt løfte lønnen for vores grooms. Vores handel med heste og forretningsførelse er også blevet mere transparent. Det er en udvikling, der giver os et stærkt fundament til 2024, siger Anders Bjørnstrup.

/Pressemeddelelse Helgstrand Dressage

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner