Camilla Tiefensee Schrøder
Årets nationale mesterskaber i dressur i Singapore blev afholdt i denne weekend, og her lykkedes det en ung dansker på deltagerlisten at komme øverst på podiet i sin klasse.
Annabelle Rehn, som kun er 12 år gammel, vandt finalen i FEI Advanced Freestyle med på sin 12-årige DV-vallak Aakerblads Cobra e. Mid-West Ibi-Light/Induc (opdr. Tina Aakerblad Pedersen). Med musik arrangeret af Tandrup Dressage & Musik, ved Louise Østergaard, sikrede Annabelle sejren med 71.75 % i finale-testen.
Annabelles mor, Marianne Rehn, fortæller, at hun bl.a. var oppe imod den professionelle dressurrytter Cynthia EE, som har deltaget i Asian Games.
– Med dommere fra Australien var der enorm overraskelse over, at Annabelle til trods for sin unge alder var i stand til at ride imod professionelle og tage sejren hjem, fortæller hun.
Fandt hesten på Ridehesten.com
Annabelle og hendes familie har været bosiddende i Singapore siden 2017 pga. arbejde og skole. Tidligere har hun været ponyrytter trænet af Vibeke Degn Andersen og har bl.a. deltaget i DM i dressur for ponyer i Vallensbæk i 2015.
Familien købte Aakerblads Cobra i 2016 via en annonce på Ridehesten.com.