Epaillard sender tophest videre

13-01-2023 08:49

Mille Albinus Hjermitslev

Den franske rytter Julien Epaillard har haft en storslået sæson i 2022, men starter 2023 med at se sin tophest blive solgt til USA

Copyright Ridehesten.com
Caracole de la Roque og Julien Epaillard ved VM i Herning. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Caracole de la Roque e. Zandor Z/ Kannan*gfe og Julien Epaillard vandt i 2022 World Cup kvalifikationerne i både Madrid og Lyon. I alt har ekvipagen vundet 16 internationale starter i 2022 og var en vigtig del af det franske hold ved VM i Herning. 

Det er især denne hurtige og vindende hest, der har sikret Epaillard en placering som nummer tre på verdensranglisten og nummer fire i den foreløbige stilling i World Cup kvalifikationerne. Men ved World Cup i Basel denne weekend, må Julien Epaillard medbringe andre heste. Caracole de la Roque er nemlig blevet solgt til den amerikanske rytter Karl Cook. Det bekræftede hestehandleren Francois Mathy den 8. januar. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Familieavlet hoppet
Caracole de la Roque er en 11-årig SF hoppe, der er avlet af Alexandrine og Michel Hecart i Normandiet, Frankrig. Tidligere har hun været redet af datteren Adeline og senere af Michel, der bragte hoppen op til 145 cm. Herefter besluttede de i 2021 at lade toprytter, og ven af familien, Julien Epaillard overtage tøjlerne. 

Til FEI har Adeline Hecart udtalt om Caracole: – Jeg red hende helt i starten af hendes karriere, og hun gav en følelse, jeg aldrig havde prøvet før. Det er ikke hver dag, man rider en hest som hende. Hendes bedste kvalitet er hendes hjerte, hun vil gå igennem ild og vand for en. Så meget karakter har hun. (...) Jeg tror, at for mig er hun alt, jeg forestiller mig en tophest skal være.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner