Camilla Tiefensee Schrøder
Det danske landshold formåede desværre ikke at blande sig i toppen ved gårsdagens Nations Cup for Europas andendivision, som blev afviklet ved Drammen Spring Tour. Til gengæld er det gået strygende for landsholdsrytteren Kim Kristensen i lørdagens individuelle CSIO3*-klasser.
I Championat of Drammen (145cm) blev han placeret som nummer syv med den 10-årige hingst Dimitri Z e. Diarado/Carthago Z. Efter en fejlfri tur i hovedspringningen fik han fire fejl i omspringningen, hvor han ellers havde den næsthurtigste tid. Det blev til en syvendeplads i det store, internationale felt.
Derudover blev det til en tredjeplads i Gold Small Tour 140 cm, hvor han var til start på hingsten Cressendo Bv Z e. Canturano/Cassini I, som også er 10 år.
Søndag står den på CSIO3* Grand Prix med flere danske ryttere til start.
Se start- og resultatlisterne