Karen og Cassado red for at vinde - og det gjorde de (video)

16-10-2021 22:59

Sikke en afslutning vi fik her i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for 6-års springheste, hvor topkampen stod mellem Karen Møller Rohde og Jacob Theodor Schmidt, som begge red ind til omspringningen med håbet om at vinde deres anden finale i dag

Blot 13 heste mødtes i finalen her til aften i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for 6-årige springheste og undervejs måtte et par ryttere opgive på den udfordrende bane. Det ændrede dog ikke på at niveauet i toppen af klassen var særdeles højt og de tre dommere, Bo K. MøllerJohnny Hansen og Kenneth Ernst måtte finde de høje karakterer frem. 

Stutteri Ask-rytteren Karen Møller Rohde har været vanvittigt godt ridende i denne weekend, og havde det ikke været for en enkelt bom i finalen for 5-års heste, ja så havde hun faktisk vundet finalerne for både 4, - 5,- og 6-års heste, da hun tidligere i dag vandt finalen for 4-års hestene, som man kan læse mere om HER. I 6-års klassen var hun nemlig til start på på den velspringende avlshingst Cassado Ask e. Casall, som sprang så overbevisende at dommerne måtte give dagens højeste karakter: 9,2. 

Den ser helt fantastisk ud, der er ikke noget at sætte en finger på, lød det fra Bo K. Møller, da han gav karakteren. 

Det gav hende en plads i omspringningen, hvor hun grundet klassens højeste karakter var sidste rytter. Da Karen red ind, stod det nærmest skrevet på væggen hvor meget hun brændte for at vinde efter at have været lige ved og næsten i 5-års klassen. Publikum holdt vejret hele vejen rundt og ekvipagen fløj ind over målstregen i tiden 42,31 sekunder, hvilket var lige netop nok til at slå den unge sønderjyde, Jacob Thedor Schmidt som ellers havde lagt sig i front kort forinden. 

Dermed stod det klart at vinderen at dette års Pavo og Dansk Ride Forbunds championat for 6-års springheste blev Karen Møller Rohde og Cassado Ask. 

– Det er bare en hest til fremtiden, den har alt i kassen den her. Den er anbefalesværdig som avlshingst, grinede Karen efterfølgende i interviewet som man kan høre nederst i nyheden. 

Copyright Ridehesten.com
Jacob Theodor Schmidt med avlshingsten Syvhøjegårds Unforgetable S DWB. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Hvis ikke det havde været Karen som havde vundet, ja så havde det stadig været en rytter som kunne tage sejren for anden gang i dag. 17-årige Jacob Theodor Schmidt vandt nemlig finalen for 5-års heste som man kan læse mere om HER, og med avlshingsten Syvhøjegårds Unforgetable S DWB e. Untouchable/Cassini I (opdr. Sally-Ann og Flemming Schultz) var det millimeter fra at de vandt 6-års klassen. Ekvipagen blev i hovedrunden belønnet med 8,8 af dommerne og i omspringning red Jacob hurtigt, men velovervejet og stoppede tiden på 42,38 sekunder. Dermed var det blot 0,07 sekunder som adskilte Karen og Jacob ad i dagens sidste finale. 

Copyright Ridehesten.com
Julie Højer Thomsen på Untouchable Olymprix. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Julie Højer Thomsen og Untouchable Olymprix e. Untouchable/A'khan Z (opdr. Schou Absolute Horses) kom til omspringningen med den tredje bedste karakter, nemlig 8,4 og den placering formåede de at holde da omspringningen var færdig. Glæden lyste ud af Julie da hun og skimlen red en fejlfri omspringning i tiden 48,64 sekunder. 

Se resultatet af klassen HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner