Karantæne i Aachen venter for dressurrytterne inden Tokyo

03-07-2021 12:04

Med kun tre uger til starten på OL i Tokyo er der fuld gang i forberedelserne i den danske dressurlejr. OL-eventyret starter nemlig allerede på mandag, hvor holdet drager afsted mod en uges karantæne i Aachen og samtidig er der sat navn på hvilken af de fire ryttere der rejser med til Tokyo som reserve 

Copyright Ridehesten.com
Øverst fra venste: Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth, Nanna Skodborg Merrald og Charlotte Heering. Foto: BESTSELLER/Lars Møller for DIF og Team Danmark

Et sidste step inden Tokyo
Om blot 21 dage tændes den olympiske ild, men inden de fire ryttere og deres heste ankommer til Tokyo, skal de tilbringe syv dage i såkaldt karantæne i Aachen. Her er de omgivet af et stærkt team bestående af bl.a. landstræner, holdleder, hestefysioterapeut og landsholdsdyrlæge, og det er her, formen bliver finpusset, og de endelige detaljer kommer på plads inden jagten på medaljerne i Tokyo går i gang. 

Reserveheste med til Aachen
Både Cathrine Dufour og Nanna Skodborg Merrald har kvalificeret flere heste til OL, og ligesom flere andre nationer gør det, medbringer Cathrine og Nanna hver to heste i karantænen. Det betyder konkret, at både Bohemian og Vamos Amigos samt Blue Hors Zack og Atterupgaards Orthilia skal med til Aachen. Det betyder dog ikke, at alle fire heste skal med til Tokyo, men det giver muligheden for, at den endelige beslutning om, hvilken hest de hver især skal have med til Tokyo, kan træffes helt op til afgang den 13. juli.

Reserven er vigtigere end nogensinde
I sidste uge blev hele OL-firkløveret offentliggjort, men indtil nu har det ikke været besluttet endeligt, hvem reservepladsen skulle tilfalde. Nu har landstrænerteamet officielt udnævnt Charlotte Heering og Bufranco som OL-reserven, og ifølge holdleder Anne-Mette Binder er netop reserve-pladsen vigtigere ved dette OL end hidtil: ”Reserven indgår 100% på lige fod med resten af holdet i såvel Aachen som Tokyo. Den eneste forskel er ret beset, at man ikke er garanteret at deltage i de endelige konkurrencer. Reglerne for udskiftninger ved dette OL er desuden lavet betydeligt om, og det betyder, at der kan indskiftes reserver både op til selve Grand Prixen (efter hesteeftersynet) samt mellem Grand Prix og Grand Prix Special (holdkonkurrencen), så det er uvurderligt for os at have en så stærk reserve med”, afslutter hun.  

Den danske OL-holdsammensætning ser således ud:

  • Cathrine Dufour / Bohemian
  • Carina Cassøe Krüth / Heilines’s Danciera
  • Nanna Skodborg Merrald / Blue Hors Zack
  • Charlotte Heering / Bufranco (reserve)

/DRF

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner