Astrid Ø. Sørensen
Denne uge har budt på dressur af højeste niveau til europamesterskabet for seniorer i Crozet i det østligste Frankrig på det imponerende Jiva Hill Stables med Mont Blanc i baggrunden. Holdkonkurrencen blev afviklet onsdag og torsdag, og det endelige resultat lød på guld til Tyskland, sølv til Storbritannien og ikke mindst en bronzemedalje til det danske hold.
Efter flotte ture i Grand Prixen var alle danske ryttere kvalificeret til fredagens Grand Prix Special, hvor det blev til en individuel sølvmedalje til Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall II. Den danske ekvipage gjorde takter mod guldmedaljen gennem størstedelen af programmet, og det kunne været blevet Laudrup-Dufours første individuelle guldmedalje til EM på seniorniveau, men en ærgerlig fejl i etterchangementerne gjorde, at det endelige resultat blev en sølvmedalje. I stedet blev det belgiske Justin Verboomen og Zonik Plus e. Glock's Zonik N.O.P./ Hohenstein, der kunne stille sig øverst på podiet, mens Isabell Werth og DV-hoppen Wendy de Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) tog sig af bronzemedaljen.
Heldigvis er dressurfesten endnu ikke ovre, og Laudrup-Dufour har endnu en chance i kampen om guldet, når kür-finalen i dag afvikles. Også Nadja Aaboe Sloth fra det danske hold er kvalificeret til dagens finale efter en 12. plads i Grand Prix Specialen.
Danskernes starttider:
Grundet seedningen og lodtrækningen rider fredagens top-5 på banen til sidst. Kl. 14.10 er det Isabell Werth og den danskavlede Wendy de Fontaine, mens det kl. 14.20 er Becky Moody og Jagerbomb e. Dante Weltino OLD/ Jazz.
Lige efter Laudrup-Dufour, kl. 14.40, rider fredagens guldmedaljevinder Justin Verboomen på banen som andensidste rytter, inden Katharina Hemmer og Denoix PCH e. Destano/ Pik Noir afslutter klassen.