Kamphund aflivet

11-05-2009 09:11

Grethe Næsby

- Den sag har fået lov til at køre alt for længe, siger formand for Holstebro Sportsrideklub Lars Havn, men politiet afviser smøl

I påsken blev en hest brutalt angrebet af en kamphund, og der har siden da været strid om, hvorvidt hunden skulle aflives. Nu er sagen endelig afsluttet og hunden aflivet. I slutningen af sidste uge blev der sat punktum i sagen: - Vi har fået det bekræftet, fortæller jurist ved Midt- og Vestjyllands Politi, Karin Jølner. Hundeejeren havde ellers mulighed for at få hunden Biggie undersøgt endnu en gang, men valgte altså at få den aflivet og dermed lukke den langstrakte sag. - Den besked har vi ventet på i lang tid, siger formanden for Holstebro Sportsrideklub, Lars Havn og fortsætter: - Vi har været stærkt forundret over, at det har kunnet tage så lang tid at komme hertil. Som vi ser det, så burde den hund have været aflivet allerede, da den første dyrlæge sagde, at det burde man gøre, siger rideklubformanden. Hos politiet afviser man, at man har handlet for langsomt: - Der er nogle regler, som vi skal overholde. Den konkrete sag blev til gengæld yderligere kompliceret af, at den person, som vi troede ejede hunden, altså ikke gjorde det. Det er uheldigt, men jeg kan ikke se, at vi kunne have gjort meget anderledes, slutter politidirektør Jens Kaasgaard. Kilde: Århus Stiftstidende

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner