Thomas Bach Jensen
En 14-årig pige, der var ude at ride i Vestskoven uden for København, fik sig i dag et grimt chok, da en kamphund pludselig satte tænderne i hendes hest. Hunden, der spottede ekvipagen på ca. 100 m afstand, var ikke i snor, skriver Ekstrabladet.dk idag. - Det var en 14-årig pige, der red hesten. Og hun fik et stort chok, da kamphunden pludselig overfaldt hendes hest, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Steen Lyth til ekstrabladet.dk. Overfaldet skete omkring klokken 15 i Vestskoven i Albertslund Nord. Politiet har inddraget hunden, som nu skal undersøges af en dyrlæge. - Ejeren får en bøde for overtrædelse af hundeloven og naturfredningsloven (hunde skal føres i snor i alle statsskove, red.), siger Steen Lyth. Ifølge politiet blødte hesten meget kraftigt og det viste sig, at hundens ejer slet ikke havde en snor til hunden! Kilde: Ekstrabladet.