Anna Pørtner
Ulven er vendt tilbage til Danmark, og med den er en ny form for utryghed rykket helt tæt på. For nogle er det et symbol på vild natur. For andre er det en konkret og daglig frygt. For os er det blevet en trussel mod det, vi har brugt næsten tre årtier på at opbygge.
For nylig blev to ponyer dræbt blot få kilometer fra vores ejendom. Den ene hoppe blev fundet med et næsten fuldbårent hoppeføl i livmoderen. Begge dræbt af ulven. Det er ikke bare en hændelse, det er et billede på, hvad vi ser ind i i fremtiden. Frygten er blevet reel.
Vi har i knap 30 år avler connemaraponyer. Gennem målrettet, langsigtet arbejde har vi opbygget en avlslinje, som i dag er anerkendt langt ud over Danmarks grænser. Vi har opnået succes i de største arenaer og har slået vores navn fast på den internationale scene. Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af tusindvis af timer, svære valg, fravalg, investeringer og en dyb kærlighed til dyrene. Vores ponyer er ikke blot produktionsdyr, de er individer, vi kender, passer og følger hennem hele deres liv.
Netop derfor er frygten så altomfattende. Og altså nu blevet reel.
Den oplagte løsning, som ofte nævnes, er ulvesikre hegn. Men i praksis er de langt fra en reel løsning for os. Disse hegn er ikke "ulve-sikre", og endnu vigtigere: de øger risikoen for alvorlige og potentielt livstruende benskader hos heste betragteligt. Heste er flugtdyr. Hvis de presses eller skræmmes, reagerer de instinktivt, og et højt, strømførende eller tæt hegn kan få katastrofale konsekvenser, hvis en hest forsøger at flygte.
Samtidig står vi med et alvorligt dilemma omkring hestevelfærd. Vi tør ganske enkelt ikke længere lukke vores dyr ud med samme frihed som før. Især unge heste har et afgørende behov for bevægelse for at udvikle stærke led, sener og muskler. At begrænse deres adgang til fold er ikke bare en praktisk udfordring, det er et direkte kompromis med deres trivsel og sundhed.
Vores arealer strækker sig over cirka 15 hektar. At hegne det hele ind med ulvesikre løsninger er ikke realistisk. Det vil ikke alene være økonomisk uoverkommeligt, det vil også forandre landskabet markant. Den åbne, varierede natur, som både vi og mange vilde dyr nyder godt af, vil blive fragmenteret. Hegnene vil holde ikke kun ulve ude, men også harer, ræve, rådyr og kronvildt. Biodiversiteten vil lide under det, og et levende landskab vil blive opdelt og kunstigt.
Et ofte overset aspekt i debatten, er det følelsesmæssige. Vores heste er ikke blot et produkt. De er en del af vors liv. Hver enkelt repræsenterer årtiers avlsarbejde, nøje udvalgte blodlinjer og genetisk materiale, som ikke kan erstattes. Mister vi et dyr, mister vi ikke bare en hest, vi mister en brik i et puslespil, der har taget generationer om at samle. I værste fald kan det sætte vores avlsprogram årtier tilbage.
Men der er også en voksende frustration over, hvordan beslutninger træffes. Det kan ikke passe, at det i praksis er mennesker langt fra virkeligheden på landet, ofte i byerne, der skal definere, hvordan vi, der lever med konsekvenserne, skal indrette vores liv og arbejde. For os er det ikke en ideologisk debat om biodiversitet på afstand. Det er vores hverdag, vores dyr og vores levebrød.
Lige så uforståeligt er det, at ulven i praksis synes at have forrang over alle andre dyr, både husdyr og det øvrige vilde dyreliv. Når hensynet til én art vejer tungere end både dyrevelfærd, biodiversitet og menneskers livsgrundlag, er balancen forskubbet.
Når man taler om ulvens plads i Danmark, må man også tale om proportioner. Danmark er et lille land med intensiv arealanvendelse, tæt befolkning og mange interesser på meget lidt plads. Her lever landbrug, natur, husdyrhold og mennesker side om side. Spørgsmålet er, om der reelt er plads til en stor rovdyrart som ulven, uden at det får uacceptable konsekvenser for dem, der lever og arbejder i landskabet hver dag.
For os er det ikke en teoretisk diskussion. Det er en konkret virkelighed. En virkelighed, hvor frygten er flyttet ind på gårdspladsen, og hvor vi hver dag må overveje, om det livsværk, vi har bygget op gennem 30 år, er ved at smuldre mellem hænderne på os.
Vi ønsker ikke konflikt, og vi ønsker heller ikke at skubbe til splittelsen mellem land og by, men vi har brug for løsninger, der tager vores virkelighed alvorligt, og som skaber en reel balance mellem natur, dyr og mennesker.
