Jysk Mesterskab i distanceridning i Feldborg

29-10-2013 14:53

Signe Wiese

Efterårsfarverne dannede en smuk ramme om årets distanceridt i Feldborg Plantage, hvor 76 ekvipager i lørdags var samlet til stævne

Copyright Ridehesten.com
Stemning fra Felborgridtet. (Foto: Martin Mølbach Olsen)

I år skulle der findes en jysk mester ved ridtet, og det blev Lisa Nielsen på hesten Frej, som løb med sejren for andet år i træk.

Den længste distance var på 81 km og den korteste på 15. Der var således en god spredning i feltet med både eliteryttere og nogle, som var med for første gang.

Stemningen var som altid god, og med dyrlægekontrol af hestene både før, under og efter ridtet var hestevelfærden som sædvanligt i højsædet. Udover vinderen af et ridt vil der i de højere klasser blive udpeget en, som har fået sin hest igennem på bedste vis. Denne pris kaldes Best Condition, og i mesterskabsklassen tilfaldt den hesten Darwin SH med rytter Annette Sommer. Ekvipagen kom ind som nummer 2 i ridtet.

Første rytter over målstregen i Jysk Mesterskab var i øvrigt tidligere danmarksmester Tanja van Willigen-Høgsholt, men hendes hest Carpe Diem OX kunne desværre ikke godkendes i den afsluttende dyrlægekontrol. Beslutningen blev taget af de tilstedeværende dyrlæger, men den blev accepteret uden indvendinger af rytteren selv. Tanja van Willigen-Høgsholt viste dermed et godt eksempel på den sportsånd, som er kendetegnende for distancesporten, når den er bedst.

Ridtet var arrangeret af den lokale dyrlæge og distancerytter Patricia Hass Pilborg, der til daglig arbejder som blandt andet kiropraktor for heste og andre dyr. Det er fjerde gang, Feldborg Ridtet afholdes, og det er allerede blevet et populært ridt blandt både inden- og udenlandske ryttere.

www.feldborgridtet.dk

Kilde: Pressemeddelelse

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen