Kristine Ulsø Olsen
I sidste uge blev det ren medaljeregn for de danske ryttere som landstræner for pony-, junior- og ungryttere, Dennis Fisker, havde udvalgt til at ride Nordisk Mesterskab i Finland. I søndags satte Dennis og holdleder Janne Møller Jensen sig derefter på et fly fra Finland og direkte til Spanien, hvor der i disse dage skal rides om flere medaljer, blot ved EM.
Ved EM er holdkonkurrencen delt over to dage, så de to første ryttere rider i dag, mens de resterende to først skal ride i morgen hvor holdmedaljerne så bliver uddelt. 34 juniorryttere har siden i morges været i ilden i Oliva Nova og her i blandt de to første ryttere fra Danmark, nemlig Sophia Ludvigsen med Blue Hors Quintana e. Quantensprung / Desperados og Annabelle Rehn med Vestervangs Garson e. De Noir/Ragazzo (opdr. Martin Klavsen). Begge ekvipager havde to gode ture og blev belønnet med henholdsvis 71,39% og 71,51% som efter klassens første halvdel rækker til en fjerde og femteplads.
To tyske ryttere og en enkelt hollænder har overgået de to danske ryttere og det betyder at Tyskland foreløbigt har lagt sig i spidsen med 145,818%, mens Holland ligger nummer to med 143,697% og Danmark følger efter med 142,909%.
I morgen har Frederikke Gram Jacobsen på Ryvangs Zafina e. Blue Hors Zack/Come Back II (opdr. Alex Dyrgaard) starttid klokken 8.24, mens Alexander Yde Helgstrand med Grevens Sa Va e. Blue Hors Soprano/Blue Hors Romancier (opdr. Svend Skov Poulsen og Dorit Greve) rider på banen klokken 11.02. Det er muligt at følge de danske ryttere på livestream via ClipMyHorse/FEI HER.
Se resultatet af holdklassen HER samt det individuelle resultat HER.