Jung overhalede Collett i terrænet

28-07-2024 15:09

Trine Askjær-Jørgensen

I dag opdaterer vi løbende fra terrænbanen ved OL i military, så du kan holde dig opdateret på, hvordan det går de bedste ryttere og ikke mindst Peter Flarup

Copyright Ridehesten.com
Julia Krajewski og Nickel. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Military er som bekendt en ridesportsdisciplin, der består af tre deldiscipliner, og efter gårsdagens dressur ved OL i Paris er vi her søndag nået til den spændende terrænspringning, inden det i morgen går løs med den afgørende ridebanespringning på banen i Versailles. Læs mere om terrænbanen.

Den individuelle og holdkonkurrencen afvikles sideløbende, og således tæller ridtene i begge regnskaber i dag, i hvert fald for de ryttere, der både er på et hold og starter individuelt, hvilket ikke er tilfældet for alle. Ligesom i dressuren i går skal 64 ekvipager til start i terrænet i dag, og de 25 bedste kvalificerer sig til den individuelle springfinale, som finder sted efter holdspringfinalen i morgen.

Rytterne har trukket lod om startrækkefølgen til dressur- og terrænspringning, og derfor er de bedste ryttere igen i dag spredt udover hele klassen. De bliver sendt afsted ud på terrænbanen med fire minutters intervaller.

Opdateret kl. 10.41

Tyske Julia Krajewski, der er én af verdens bedste, åbnede ballet igen i dag. Hun og den 10-årige holstenervallak Nickel e. Numero Uno fik redet et virkelig godt tempo på hele banen og kom meget flydende igennem, hvor Julia tydeligt demonstrerede, hvor god hun er til at følge med sin hest. Parret nåede dog ikke helt igennem banen i den optimale tid, så det fik 4,80 strafpoint, hvilket sammenlagt med dressuren giver dem 31,70 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Tom McEwen og JL Dublin. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 11.13

Britiske Tom McEwen, der ligeledes er én af verdens bedste og i går leverede et superflot dressurprogram til 25,80 strafpoint, kom også virkelig flot rundt på den svære terrænbane og viste, hvor højt et niveau han og JL Dublin e. Diarado rider på. Parret nåede endda rundt på banen indenfor tiden, hvilket betyder, at de fik nul fejl og dermed bliver liggende på de 25,80 strafpoint – nu i front af konkurrencen.

Copyright Ridehesten.com
Karim Florent Laghouag og Triton Fontaine. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 11.38

Franske Karim Florent Laghouag, der også er én af favoritterne, nåede også rundt indenfor tiden på banen sammen med Triton Fontaine e. Gentleman IV. Med nul fejl i terrænet rykker parret dermed ind på en foreløbig andenplads med 29,60 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Peter Flarup og Fascination. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 12.27

Danske Peter Flarup og Fascination e. Favorit Ask/ Lando (opdr. Jørn-Ove Jørgensen) har netop været på banen. Parret så skarpe ud fra start og kom fint over de første forhindringer, lidt slingrende hen til den første forhindring ved vandet, men rigtig fint videre på de næste. Desværre fik de en fejl på en af forhindringerne inde i skoven, hvor de ramte flagene. Det kom også til at koste på tiden, fordi parret lige skulle finde tilbage i rytmen, men erfarne Peter kom sikkert i mål bagefter. Med 33,60 strafpoint i terrænet har ekvipagen nu 66 strafpoint i alt.

– Bunden er dårlig ude ved den forhindring, så vi valgte at lægge en anden plan kort forinden, og det skal man bare ikke gøre. Man skal holde sig til planen. Jeg fik ikke præsenteret forhindringen ordentligt for Fascination, så han læser den ikke, som han skal, og derfor får vi fejl. Det er dyrt i sådan en konkurrence, og jeg tager det fuldstændig på min kappe, men jeg er selvfølgelig skuffet. Nu må vi bare kæmpe videre, sagde Peter Flarup efter ridtet.

Opdateret kl. 12.53

Alt kan ske i terrænet, og der er allerede sket meget, som påvirker placeringerne i konkurrencen.

  • Kinesiske Huadong Sun med Lady Chin v’t’ Moerven Z e. Lord Chin har trukket sig efter dressuren i går og kom derfor ikke til start i terrænet.
  • Ronald G. Zabala fra Ecuador faldt af sin hest Forever Young Wundermaske e. Weltbekannt i vandet og er dermed ude af konkurrencen.
  • Tyske Christoph Wahler faldt af sin hest Carjatan S e. Clearway ved en af de grøfter, som har voldet rigtig mange af ekvipagerne problemer.
  • Australske Kevin McNab gennemførte ikke; rytteren stoppede midt på banen og tjekkede benet/hoven på sin hest Don Quidam e. Quidam og valgte meget fornuftigt at trække sig, fordi hestens ve og vel selvfølgelig kommer først.
  • Polske Jan Kaminski med Jard e. Czumaj fik en refusering på en forhindring ved vandet og måtte opgive efter et forsøg mere.
Copyright Ridehesten.com
Laura Collett og London. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 13.12

Britiske Laura Collett og London e. Landos præsterede vanvittigt godt i dressuren i går og endte med kun 17,50 strafpoint, hvilket var en ny, olympisk rekord. De kom derfor til terrænet med virkelig gode forudsætninger, men også med tyske Michael Jung, der puster dem lige i nakken. Laura red et højt tempo i galop og demonstrerede hele vejen rundt, hvilken lethed og balance hun og hesten formår at komme over de mange forskellige forhindringer med. Parret kom i mål to sekunder over tiden, hvilket gav bare 0,80 strafpoint. Collett har dermed lagt sig overbevisende i front med sammenlagt 18,30 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Yoshiaki Oiwa med MGH Grafton Street. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 13.20

Franske Stephane Landois oplevede stor opbakning fra publikum, som uden tvivl består af mange franskmænd. Han og Chaman Dumontceau e. Top Berlin du Temple kom lidt efter tiden og fik derfor 2,80 strafpoint i terrænet, hvilket sammenlagt giver ham 27,20 strafpoint og en foreløbig fjerdeplads.

Japanske Yoshiaki Oiwa overraskede positivt sammen med MGH Grafton Street e. Obos Quality og red fuldstændig i fejlfrit og til tiden, hvilket lander dem på en foreløbig andenplads efter Laura Collett med kun 25,50 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Michael Jung og Chipmunk FRH. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 14.09

Portugisiske Manuel Grave faldt af sin hest Carat de Bremoy e. Quick Star og er ude.

Tjekkiske Miloslav Jr. Prihoda blev diskvalificeret, fordi hans hest Ferreolus LAT e. Jaguar Mail ikke så ud til at være klar på opgaven og stoppede på en forhindring.

Tyske Michael Jung red et virkelig flot dressurprogram i går og lagde sig lige ind bag Laura Collett. Jung har tidligere vundet nærmest alt, hvad der er at vinde, men har ikke haft så stor succes ved de seneste mesterskaber, så der er ingen tvivl om, at han har blod på tanden i Paris. Med Chipmunk FRH e. Contendro I kom han overbevisende rundt på hele banen og ved tydeligvis lige, hvordan han bedst hjælper sin hest. Parret tog endda linjen gennem den vanskelige grøft inde i skoven, hvilket lykkedes superfint. Vallakken så måske lidt træt ud mod slut, men ekvipagen kom i mål 7 sek. før tiden, så med nul fejl i terrænet lægger de sig ind på en ny førsteplads med de 17,80 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Christopher Burton og Shadow Man. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Australske Christopher Burton og Shadow Man e. Fidjy of Colors, der i går blev nr. 3, har netop redet sig ind i præcist samme position igen efter et fejlfrit ridt indenfor tiden i terrænet. Parret beholder dermed sine 22 strafpoint.

Copyright Ridehesten.com
Rosalind Canter med Lordships Graffalo. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 14.34

Det så ud til, at britiske Rosalind Canter og Lordships Graffalo e. Birkhof's Grafenstolz, der kom let og flydende rundt på terrænbanen, også lykkedes med et fejlfrit ridt indenfor tiden, men efter ridtet blev der tilføjet 15 strafpoint, så der må være sket en fejl et eller andet sted. Med samlet 38,40 strafpoint ligger parret derfor nu på en 20. plads.

Copyright Ridehesten.com
Nicolas Touzaint og Diabolo Menthe. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Opdateret kl. 15.09

Som andensidste rytter og sidste franskmand på banen blev Nicolas Touzaint og Diabolo Menthe e. Scarface de Mars heppet hele vejen rundt på banen af publikum. Det så ud til, at parret gav alt, hvad de havde, og de kom i mål 8 sek. efter tiden, hvilket gav dem 3,20 strafpoint, som betød sammenlagt 30,40 og en foreløbig 11.plads.

Klassens start- og resultatliste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner