Anna Pørtner
Selvom de olympiske lege i Paris er ved at være et stykke tid siden, har én af rytterne været lidt i søgelyset. Det sker efter den belgiske dressurrytter Domien Michiels er blevet diskvalificeret fra holdfinalen for ikke at have bestået dopingtesten. Grunden til dette er, at han har behandlet sin syge hund og derved kom i kontakt med det forbudte stof dorzolamid, der er et øjenmiddel.
Dopingtesten blev gennemført den 3. august 2024, som også var den dag, hvor rytterne red Grand Prix Special, som var den afgørende konkurrence for de olympiske holdmedaljer i Paris 2024. Her viste Domien Michiels prøve altså positiv for dorzolamid, som er på World Anti-Doping Agencys forbudte liste. Stoffet er forbudt på alle tidspunkter, undtagen når det påføres direkte i øjnene.
I en rapport fra Det Internationale Testagentur (ITA) fastslåes der, at Michiels med det samme kunne redegøre for, hvorfor dopingtesten slog ud. Han havde nemlig behandlet sin syge hund med øjendråber, der indeholdt det forbudte stof, og eftersom øjendråberne ikke kom direkte i rytterens øjne, udgør den positive prøve en overtrædelse af antidopingreglerne.
Domien Michiels udtaler selv, at han accepterer beslutningen, og anerkender at han ikke handlede uagtsomt, og på intet tidspunkt havde til hensigt at snyde eller overtræde reglerne. Han ser nu fremad for at fortsætte med at yde det bedste inden for ridesporten i fremtiden.
Det belgiske rideforbund, Paardensport Vlaanderens og Ligue Equestre Wallonie Bruxelles har udtalt, at de som forbund lægger stor vægt på en fair og dopingfri sport. De anerkender beslutningen, men vil endnu en gang understrege, at til trods for, at det anses som dopingovertrædelse, så har Domien Michiels ikke haft nogen hensigt om urimelig adfærd eller uagtsomhed.
I forhold til holdplaceringen, er den fortsat uændret, og det belgiske hold bevarer derfor stadig sin tredjeplads. Det belgiske hold bestod foruden Domien Michiels af Larissa Pauluis og Flore De Winne. Det belgiske forbund har meldt ud, at de er lettede over, at holdresultatet fastholdes. Forbundet fortsætter med at støtte Domien i sagen, og har fuld tillid til hans integritet som atlet.
Til trods for, at det belgiske holds placering ikke bliver ændret, så diskvalificeres Domien Michiels individuelle resultat fra de olympiske lege i Paris. Her blev han sammen med hesten Intermezzo Van Het Meerdaalhof e. I.p.s Gribaldi/ Balzflug nummer 22, men efter den positive dopingtest, er han altså diskvalificeret.
Kilde: Horse & Hound.