Jeanna Högberg til Helgstrand Dressage

09-06-2020 13:16

Selvom den seneste tid ikke har været præget af meget aktivitet udadtil, har Helgstrand nu endnu engang bevist, at tiden udnyttes til fulde, og det gør virksomheden denne gang ved at ansætte den internationale rytterprofil Jeanna Högberg

Copyright Ridehesten.com
Jeanna Högberg og Astoria ved UVM 2019. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke længe siden, at Helgstrand kunne tilføje berider Michael Grønne, og nu udvides rytterteamet endnu engang med en stærk Grand Prix-rytter, nemlig den svenske landsholdsrytter Jeanna Högberg, der har et yderst imponerende CV med sejre i alt fra ungheste-VM til international topdressur.

– Det er ingen hemmelighed, at jeg længe har spurgt Jeanna, om hun kunne tænke sig at arbejde for Helgstrand. Hun er en alsidig rytter, der har erfaring med uddannelse af heste på alle niveauer. Tilmed har hun i mange år været selvstændig, hvilket fortæller mig, at hun har drive og ambitioner, samt kender forretningsgangene i en virksomhed som Helgstrand. Jeg føler, hun passer perfekt ind – både kompetence- og personlighedsmæssigt, og jeg er stolt over, at hun endelig sagde ja, fortæller Andreas Helgstrand.

Jeanna Högberg har vundet nærmest alt, hvad der er værd at vinde. Hun gjorde sig allerede positivt bemærket som ponyrytter med bl.a. to guldmedaljer ved det svenske mesterskab samt holdbronze ved Europamesterskabet, og har siden da haft et utal af sejre med bl.a. yderligere tre guldmedaljer ved det svenske mesterskab, redet finalerne adskillige gange ved det prestigefyldte ungheste-VM foruden at have vundet sølv og var også en del af det vindende Nations Cup-hold i Falsterbo og Uggerhalne i 2018.

Copyright Ridehesten.com
Jeanna Högberg ved WEG 2014 i Normandiet med hoppen Darcia VH. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen.

Dertil har hun vundet Breeders Trophy intet mindre end 7 gange, hvoraf en af dem var på Springbank VH (helbror til avlshingsten Springbank II VH), og er nu aktuel på det svenske landshold foruden at uddanne et stort antal af Grand Prix-heste med succes, som har fyldt hylderne derhjemme med pokaler. Hun er vellidt i branchen og har flere gang været nomineret til Morgendagens Vinder af det Svenske Ridesportsforbund samt været nomineret til Årets Komet af Tidningen Ridesport, som vidner om hendes stræben efter at være blandt verdens bedste ryttere.

Jeanna har valgt at følge sin drøm, og heldigvis har hun en god støtte i sin familie, der flytter med fra Sverige.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg har stor respekt for det. Det er et stort skridt at flytte sin familie – det kender jeg selv fra min tid i Norge. Jeg kan mærke, at Jeanna brænder for det, og jeg er bare super stolt over, at hun takkede ja – for Jeanna har det, der skal til, for at blive den nye toprytter hos Helgstrand, tilføjer Andreas.

– Jeg ser meget frem til at starte på Helgstrand og til at starte et nyt kapitel i livet. Heldigvis bakker min familie mig 100% op, og vi håber, at vi falder godt til i Danmark. Jeg har aldrig følt mig bedre end lige nu som selvstændig med fantastiske hesteejere, medejere og elever, men nogle gange er du nødt til at turde tage chancer for at nå endnu længere. Det er mit ønske om at blive endnu bedre, der har fået mig til at takke ja til Andreas’ fantastiske tilbud. Jeg glæder mig til at blive en del af så stort og succesfuldt et team, udvikle mig fagligt samt uddanne nogle af verdens bedste heste, fortæller Jeanna Högberg.

Jeanna starter som rytter hos Helgstrand Dressage pr. 1. august 2020.

/Pressemeddelelse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner