Thomas Bach Jensen
Den prægtige og overdådige hesteejendom, der blev bygget i 2002 som Gestüt Famos ved den tyske by Syke, blev erhvervet af Helgstrand Dressage i 2020 og har siden været kendt som Helgstrand Germany.
For tre uger siden holdt Helgstrand Germany åbent hus med hingstefremvisning, og det er netop på den tyske station, at mange af Helgstrands mest populære hingste er stationeret – så som Be Sure, Dynamic Dream, Proud James, So Perfect, V-Power, Vitalos m.fl.
Ejendommen er nu solgt til den kendte tyske erhvervsmand og hesteentusiast, som mange kender som avleren af Sir Donnerhall I og II, nemlig Maik Kanitzky, som tidligere har købt bl.a. hingsten Atterupgaards Barcelo af Helgstrand.
Ulf og Eva Möller, som sammen med resten af teamet har drevet Helgstrand Germany med stor succes, bliver fortsat på Gestüt Famos og driver Helgstrand Germany videre både med EU-hingstestationen samt salgs- og træningsstalden.
– Eva og Ulf bliver også boende, så der kommer ikke til at være de store ændringer, andet end at selve bygningerne nu har fået ny ejer, forklarer Andreas Helgstrand.
Casper Cassøe Krüth, COO i Helgstrands moderselskab Global Equestrian Group (GEG), fortæller, at planen ikke er at reducere aktiviteterne i Tyskland, men at GEG's strategi er at investere i mennesker og virksomheder, og ikke i bygninger.
– Derfor passer salget af Gestüt Famos direkte ind i strategien, så udviklingen af koncernes virksomheder og de dygtige mennesker, som arbejder og udgør hjertet i virksomheden, forbliver fokusområdet, fortæller Cassøe.
Andreas er meget glad for at kunne fortsætte på Gestüt Famos i Syke, der ligger i smørhullet mellem Tysklands tre største og førende avlsforbund; Hannover, Oldenburg og Westfalen
– At det er Maik Kanitzky, som bliver den nye ejer, ser vi kun som et stærkt kort, da vi har haft et utrolig godt samarbejde i mange år, og som blot vil blive stærkere i de kommende år, da vi fortsætter vores virksomhed i Syke som hidtil, slutter Andreas.