Isabell Werth vinder GP i Omaha

31-03-2017 09:40

Det blev til en sikker sejr for Isabell Werth i torsdagens Grand Prix. Selvom dagens ridt ikke var uden fejl, så stod Werth alligevel sikker på sejrsskamlen. Danske Mai Tofte Olesen endte på en flot 12. plads. Men konkurrencedagen var dog heller ikke uden drama, en hest blev nemlig udelukket pga. blod på læben

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Weihegold OLD, ved præmieoverrækkelsen i Omaha

Isabell Werth beviste endnu engang, at hun er uovervindelig. Det blev til en overlegen sejr til Werth og Weihegold OLD e. Don Schufro / Sandro Hit.  Ekvipagen dansede sig til hele 82.300%, og på trods af de høje procenter sneg der sig en lille fejl ind i programmet, de havde nemlig en fejl i to-changementerne, men det kunne bestemt ikke slå Isabell Werth af sejrsskamlen.

Amerikanske Laura Graves tog andenpladsen i Grand Prix sammen med den 15-årige Verdades. Ekipagen red til 79,800%

-  Jeg er her selvfølgelig for at vinde, lød det fra hjemmebanefavoritten Laura Grave på et pressemøde. Jeg endte på andenpladsen efter Isabell, så det føles lidt som at vinde, fortæller en glad Graves. Og da Laura Graves bliver spurgt om vinderchancerne i Grand Prix Kür på lørdag, svarer hun – jeg tror alt er muligt.

Carl Hester og Nip Tuck tog tredjepladsen med 76,671 %. Carl Hester løftede sløret for sin taktik til lørdagens Kür - en taktik, der måske kan rykke ham og Nip Tuck tættere på World Cup-sejren.

-   Jeg lægger aldrig pres på ham i Grand Prixen, så er han nemlig mere ridelig og afslappet i Küren, afslører Hester, der håber, at han kan snuppe trofæet ved lørdagens Grad Prix Kür.

Mai: Sikke en stemning på stævnepladsen! Fest og farver!

Mai Tofte Olesen og Rustique e. Heslegårds Rubin/Midt West Ibi-Light (opdr. Anne Dueholm Nielsen) endte på en flot 12. plads med 69,757%.

Til Ridehesten.com fortæller Mai, at der er en fantastisk stemning på stævnepladsen - Det er fest og farver, og vi red nok lidt afventende i Grand Prixen af samme grund, men på lørdag har vi prøvet arenaen med publikum. Folk hygger sig, og der bliver snakket og udvekslet meninger på tværs af discipliner. F.eks. er her en del westernfolk, som synes, det er fantastisk med sådan et arrangement i deres del af landet. Super god stemning!

Men Mai og Rustique var ikke de eneste på banen med dansk blod i årene. Den danskopdrættede Gørklintgårds Dublét . e. Diamond Hit/Ferro (opdr. Jørgen Ravn) endte med sin amerikanske rytter Kasey Parry-Glass på en syvende plads med 73,829%, mens den 15-årige vallak Smeyers Molberg (ex Atterupgaards Molberg) e. Michellino/ Rambo (opdr. Atterupgaard) med sweiziske Marcela Krinke-Susmelj i sadlen tog 11. pladsen med 71,529 %.

New Zealandsk hest og rytter udelukket pga. blod på læben

Det var dog ikke en konkurrencedag helt uden drama. Den New Zealanske rytter Wendi Williamson and Dejavu MH er den første ekvipage fra New Zealand, der kommer til World Cup finalerne i dressur nogensinde, men desværre blev ekvipagen udelukket, da en steward efterfølgende finder blod på Dejavus læbe. Han har formentlig bidt sig selv i læben under ridtet.

Se alle resultaterne HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner