I dag skydes indendørs DM i gang

01-11-2025 06:36

Denne weekend står i mesterskabernes tegn på Riders Cup, hvor landets dygtigste pony- og childrenryttere kæmper om DM-medaljer ved årets indendørs Agria DRF-mesterskaber i springning

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend skal Agria og DRF-mesterskaberne i springning for pony- og childrenryttere afgøres hos Riders Cup. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

I denne weekend danner Riders Cup rammen om årets indendørs Agria DRF-mesterskaber i springning for ponyer og childrenryttere, hvor nogle af landets dygtigste unge talenter kæmper om de eftertragtede DM-medaljer. I dag skydes mesterskaberne for alvor i gang, når rytterne skal på banen i den indledende runde. 

Mesterskabet, som afvikles over to dage, byder på spænding i fire kategorier: Pony kat. I, II og III samt children. Der skal rides både første afdeling og finale, hvor det hele kulminerer søndag med kåringen af de nye indendørs danske mestre.

I år bliver mesterskaberne afviklet med et par vigtige ændringer i bagagen. Som led i den løbende udvikling af springreglementet trådte der den 22. september 2025 en ændring i kvalifikationskravene til ponyrytterne i kraft. For pony kat. I skal ekvipagerne nu have gennemført sværhedsgrad 4 (tidligere 5), og rytteren skal være rytterkategori 4 (tidligere 5). Samtidig er der foretaget justeringer i højderne for både første afdeling og finalen for at sikre et passende niveau og progression i konkurrencerne.

Copyright Ridehesten.com
I dag skal første afdeling af Agria DRF-mesterskaberne for alle tre ponykategorier og childrenrytterne rides hos Riders Cup. Her ses Amalie Breum-Harild og Good Boy Du Bondet. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Agria DRF-mesterskaberne hos Riders Cup er et højdepunkt på efterårets stævnekalender for mange af sportens helt unge springryttere. Udover DM-klasserne byder stævnet på et spændende landsstævneprogram med C-klasser LB til MA, så der er masser af ridning på programmet for både deltagere og publikum.

Det er kat. III-rytterne, der i dag lægger ud med deres første afdeling, som skal rides i MB1* 85 cm. Her er 14 ekvipager meldt til start, hvorefter kat. II-rytterne tager over i MA1* 105 cm, hvor 16 ekvipager er til start. Sidste mesterskabsklasse for ponyrytterne bliver for 17 kat. I-ryttere, der ligeledes skal prøve kræfter med en MA1* på 115 cm. Første afdeling af mesterskaberne bliver rundet godt af med childrenrytterne, hvor 16 ekvipager skal i ilden i LA1* 115 cm. 

Nu er der blot tilbage at se, hvem der kan holde nerverne i ro og ride sig til titlen som indendørs dansk mester 2025. Finalerne afgøres på søndag, hvor dette års danmarksmestre bliver hyldet og fejret. 

Copyright Ridehesten.com
Ellen Vester Reymert og Burnbrae Jack skal ride DM for kat. II-ponyer. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Stævnets start- og resultatlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen