Anna Pørtner
Danmark har sendt to enormt stærke danske hold til dette års europamesterskab i dressur for pony- og juniorryttere, og i dag bliver spændingen udløst, når danskerne rider på banen for første gang. Klokken 10.00 lød startsignalet til både pony- og juniorrytternes klasse, hvor den første halvdel af startfeltet i hver aldersgruppe skal på banen for at gøre deres bedste i kampen om en EM-medalje.
I dag og i morgen står den på holdkonkurrence for begge aldersgrupper, men de resultater herfra gælder også i den individuelle konkurrence. Juniorrytternes klasse byder på i alt 61 ekvipager, hvoraf fire af dem selvsagt er fra Danmark. I dag skal to danske juniorryttere på banen, mens de to resterende rider på banen i morgen, hvor holdkonkurrencen altså bliver afgjort.
Den første danske juniorrytter, der skal på banen, er Andrea Hamann Sand i sadlen på Blue Hors Victor e. Vivaldi/ Stedinger (opdr. Gerd Janssen). De har starttid cirka klokken 11.50. Herefter går der et godt stykke tid, før vi igen skal se næste danske rytter på banen, Laura Qvist med Hafsjolds Ranger e. Revolution/ Hohenstein E.H. (opdr. Stald Hafsjold ApS). Hun har nemlig først starttid omkring klokken 16.10.
I morgen skal holdkonkurrencen så afgøres, og her skal den sidste halvdel af startfeltet på banen. Første dansker her er Clara Cordes Arnkjær på Brianna e. Bøgegårdens Boney M/ Blue Hors Romancier (opdr. Inga og Løngstrup Christiansen), der rider på banen cirka klokken 12.25, mens Rikke Maria Schoubye Johansen og Baunehøjens Carpaccio e. Charmeur/ Kermo's White Talisman (opdr. Pia Grobert) først rider på banen omkring klokken 17.10.
Spændingen i morgendagens holdkonkurrence for juniorerne bliver altså trukket helt til omkring klokken 18.00, hvor sidste rytter rider på banen.
Samme princip gælder for ponyrytterne, hvor der i alt er 42 ekvipager til start. Første halvdel af klassen skal på banen i dag, mens sidste halvdel venter til i morgen. I dag sender Danmark to ponyryttere på banen, mens de sidste to rider i morgen.
Den første dansker på banen i dag, var Ingeborg Elizabeth Schou i sadlen på FS Calimero e. FS Dior De Luxe. Parret red på banen omkring klokken 10.30, og red et rigtig flot program, der på daværende tidspunkt lagde dem i spidsen af klassen med 69,114%. Senere på dagen skal Victoria Bang Zindorff gøre sit bedste på banen sammen med Del Classico e. D-Day AT/ Classic Dancer. De har starttid cirka klokken 13.57.
I morgen genoptages sidste halvdel af konkurrencen, inden det bliver afgjort, hvem der kan hænge holdmedaljerne om halsen. Her rider Filippa Jæger Jensen på banen med Top Vincento e. Top Vidal/ Nantano omkring klokken 10.15, mens Steffanie Victoria Horsted Dyrlnd og Cosmo Callidus NRW e. Coco Chanel/ Cyriac først har starttid omkring klokken 16.35.
Også hos ponyrytterne bliver spændingen trukket helt til aften, hvor den sidste rytter ligeledes rider på banen omkring klokken 18.00. Mon de to danske hold i morgen kan hænge en EM-medalje om halsen?