Thomas Bach Jensen
Dagbladet Nordjyske har bragt en profilartikel om den succesfulde danske dressurrytter Alexander Yde Helgstrand, der er en af dressursportens største juniortalenter. For den 16-årige gymnasieelev fylder ridningen rigtig meget, og det gælder både træning og stævner, men også den fysiske træning for at holde sig i topform.
I artiklen gør Alexander det klart, at han ikke bliver træt af at ride, og hele tiden har nye personlige mål inden for sporten og med videreudviklingen af sine heste. Han får samtidig gjort op med flere af de fordomme over for ridesporten og måske særlig dressurridning, som han møder uden for ridesportsmiløjet.
I artiklen fortæller Alexander, at det er stævnerne, der er med til at drive værket, og at han nyder at være til stævne i ind- og udland, hvor han også har stor glæde af at netværke med andre ryttere på staldgangen.
Magasinet Ridehesten bragte i oktober-udgaven i 2019 en tilbundsgående profilartikel "Ung mand med et stort talent for dressur" om Alexander Yde Helgstrand, hvor han fortæller om sin succes som ponyrytter, tiden med Adriano B, om at komme fra en kendt hestefamilie, at have OL-drømme og om at gå sin fars fodspor.