Hvorfor ruller hesten sig?

20-02-2019 07:49

Hvad er et første, den gnubbede, vaskede og skinnende rene hest gør, når den lukkes på fold - ruller sig, ofte til stor ærgrelse for os mennesker

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Man kunne godt foranlediges til at tro, at hesten i bund og grund er et beskidt dyr, som foretrækker sand og mudder frem for ren pels og rene dækkener. Men hvorfor ruller hesten sig egentlig?

Pelspleje og beskyttelse
En af de primære årsager til, at hesten ruller sig, regner man med, er for at pleje pelsen. Det virker måske nok paradoksalt, hvis man kort forinden har brugt oceaner af tid på at passe og pleje netop pelsen på hesten. Men har hesten været sved eller våd, så er rulleadfærden helt naturlig for den, da den ved at rulle sig hjælper til en hurtigere tørring samt frottering af pelsen. Denne adfærd er naturligt iboende hesten, da den har behov for hurtigt at genskabe pelsens isolerende egenskaber.
Også i forbindelse med fældning hjælper rulleadfærden til at fremskynde processen og fjerne døde og måske kløende hårstrå. Klør det på hestens ryg af andre årsager, så er rulning igen en effektiv metode for hesten til at "klø igen".
Når hesten ruller sig, dækkes pelsen af et lag mudder eller støv, og man mener, at det er ønskværdigt for hesten om sommeren, da mudder og støv både reflekterer solens varme stråler, (og fx beskytter hvide heste eller heste med hvide aftegn mod solskoldning), og kamuflerer hestens egen duft, så den i højere grad slipper for en del af sommerens insektplage.

Godt for kroppen
Måden hvorpå hesten ruller sig kan fortælle meget om dens koordination, fleksibilitet og styrke i kroppen. En fysisk sund hest, som føler sig tryg og sikker i sine omgivelser har ingen problemer med at rulle, også fra side til side. Har hesten tydelige problemer med at lægge sig ned, rulle fra side til side, bare en enkelt gang og/eller rejse sig igen, så kan det tyde på, at den har en eller anden form for fysisk restriktion et sted i sin krop. En undtagelse kan dog være heste med særlig højt mankestykke. Sådan en hest kan sagtens være sund og rask, og alligevel, på grund af sit eksteriør, vil det være svært eller direkte umuligt for hesten at rulle sig fra side til side. Sådan en hest vil ofte lægge sig ned, rulle på den ene side, så rejse sig igen, for at gøre det samme på den anden side. Der findes dog også heste, som ikke føler sig trygge nok til at rulle. Det kan skyldes flere faktorer i omgivelserne, som et nyt opstaldningssted, eller hvis hesten er nederst i hestenes indbyrdes hakkeorden. Mere sjældne er de heste, som bare ikke ønsker at blive beskidte. Rulleadfærden har også en masserende og udstrækkende virkning på hestens krop, og fungerer i den henseende som en art gør-det-selv-massage for heste.

Vil du lære mere om det bedste rulleområde, og hvorfor hesten ruller sig? Så find januar-udgaven af magasinet Ridehesten fra 2014 frem.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner