Hvem skal have championatsfinalerne?

25-05-2016 17:33

Britt Carlsen

Odense Horse Show har siden 2009 været vært for finalerne i DRFs championater i dressur og springning. Samarbejdsaftalen med rideforbundet udløber med udgangen af dette år, og det har animeret til en revurdering af championatskonceptet i dressur

Copyright Ridehesten.com
4-års championatsvinderen Rockson og Severo Jurado Lopez.

- JBK Horse Shows har siden 2009 afholdt finalerne i forbindelse med afvikling af Odense Horse Show i Odense. Det har vi været rigtig glade for. Vi har også været stolte over, hvordan tilskuer interessen for finalerne år for år har været stigende. Vi blev derfor meget skuffede da vi modtog forbundets oplæg til nyt set-up. Dette nye oplæg er sammensat, så det er umuligt for os at afvikle det i Odense.  Vi har derfor været nødt til at undlade at søge om fremtidig afvikling i forbindelse med World Cup stævnet i oktober. Vi beklager naturligvis dette , da vi som sagt har været meget glade og stolte over den positive udvikling som finalerne har gennemgået, lyder det fra JBK Horse Shows direktør Jens Trabjerg.

Rideforbundets oplæg til en ny afvikling af dressurchampionaterne er lavet på baggrund af en evaluering foretaget af en arbejdsgruppe bestående af: Bjarne Nielsen, Anne-Mette Binder, Kirsten Søgaard, Jan Stampe og Trine Bach.

Ifølge et referat fra DRFs bestyrelsesmøde i februar er følgende besluttet:

4-års hestene bevares i championaterne. I stedet for ”fri” ridning på kommando, som det er i dag, vil man lave et program til hestene, hvor de er to på banen af gangen. Dette bruges med succes i Tyskland. Arbejdsgruppen arbejder på at få programmet fra Tyskland samt oversætte det. 4-års skal gå samme program i kvalifikation og finale.  7-års heste tilføjes til konceptet.

7-års hestene skal gå Prix. St. George, og optømning er valgfri (kandar/trense).

Mellemrunderne bortskaffes. I stedet vil der være gennemgående dommerteams, som sikrer en ensartethed, således at mellemrunden er ”overflødig”. Da der ikke er en mellemrunde, vil det ikke længere være en fast karakter, der giver adgang til finalen, men de X antal bedste heste – ligesom for springhestene.

Finalen afvikles med en kvalifikation og en finale, således at ingen heste går mere end to gange. Banen skal være åben for ridning dagen før, så hestene kan komme ind og træne på konkurrencebanen.

Fra kvalifikationerne går følgende antal videre til finalestævner:
• 4-års: 40 bedste samt ligeplacerede
• 5-års: 20 bedste samt ligeplacerede + 4 heste deltaget i UVM
• 6-års: 20 bedste samt ligeplacerede + 4 heste deltaget i UVM
• 7-års: 12 bedste samt ligeplacerede + 2 heste deltaget i UVM

Ved finalestævnet går følgende antal videre fra 1. kvalifikation til finaleklassen
• 4-års: 22 bedste ud af de 40
• 5-års: 15 bedste ud af de 24
• 6-års: 15 bedste ud af de 24
• 7-års: 10 bedste ud af de 14 

Det er et interessant oplæg, og en god ide, at 4-års hestene fremadrettet skal gå et program. Det er bare et men i dette oplæg, er det muligt at afvikle fire dressurfinaler og springfinaler den samme weekend og samme sted?

Hvad med springchampionaterne?
Styrken i de hjemlige championater har nemlig også været, at de har været afviklet samtidig, som det fx også er tilfældet i de tyske Bundeschampionat. Derfor må man da håbe, at de, som nu byder ind på afviklingen af championatsfinalerne kan løfte begge finaler, der er god energi og god synergi en en fælles afvikling. Rideforbundet har udsent udbudsmateriale, og nu afventes med spænding, hvem der kan løfte de to disciplinfinaler i fremtiden. 

Endnu en finale i Odense
Den formodentlig sidste championatsfinale i dressur og springning i JBK Horse Shows regi kommer så til at finde sted i skolernes efterårsferie til oktober, hvor fredag den 21. oktober er den store finaledag. Sidste år var god stemning i OCC Odense Congress Center da finalerne blev afviklet, og igen i år har arrangørerne sammensat en fin "Blue Hors Avlerdag" den 21. med championatsfinaler og et forrygende show med den verdensberømte hestemand Lorenzo og international topspringning, og alt sammen kan man opleve ved bare at købe en entrebillet til dagen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner