Hvad skete der mon med Bella Rose?

27-05-2015 15:04

Sidste sommer skød en ny stjerne ind over den internationale dressurhimmel, men Isabell Werths vidunderlige hoppe Bella Rose forsvandt hurtigt igen. Ser vi mon ekvipagen igen?

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Bella Rose ved CHIO Aachen 2014.

I udendørssæsonen 2014 var den mest omtalte dressurhest Isabell Werths unge, elegante og letfodede westfalerhoppe Bella Rose e. Belissimo M/ Cacir AA. Ved CHIO Aachen 2014 stod det klart for alle, at denne ekvipage kunne blive en meget vigtig spiller på det tyske hold og en bajler til individuelle medaljer ved WEG i franske Caen.

Netop ved verdensmesterskaberne i Caen, Normandiet, spillede Isabell og Bella Rose en afgørende rolle for det tyske hold, der vandt guld. Individuelt nåede ekvipagen ikke at blande sig i medaljerne, for hoppen blev trukket ud af konkurrence efter Grand Prixen på grund af halthed.

Sidenhen er det blevet til en enkelt stævneoptræden ved CDI Stuttgart i november sidste år, men så har dressursporten ikke set mere til den vidunderlige hoppe, der hurtigt blev alles favorit - selv om den hingste Totilas gjorde come back samme sæson. 

Nu står de tyske mesterskaber i Balve for døren, og dette stævne er samtidig første selektionsplads for det tyske hold. Hverken Bella Rose eller Totilas er på startlisten, og den tyske hesteportalt St. Georg bemærker, at det ikke vil være første gang, at tyskerne må lave en undtagelse af reglerne af hensyntagen til topheste med sundhedsproblemer.

Isabell Werth bekræfter, at nu 11-årige Bella Rose har forvredet et knæ og kunne derfor ikke komme til Wiesbaden. Planen var derefter det tyske mesterskab i Balve, men foreløbigt har Bella Rose fået en uges fri. Werth udtaler, at når hoppen det ikke til Balve, så er der andre stævne inden CDIO Hagen, som er tyskernes anden selektionsplad mht holdudvælgelse til EM 2015 i Aachen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner