Hvad må jeg til hest i naturen?

29-04-2018 11:02

Nu er foråret og snart også sommeren over os. For ryttere betyder det lyst til at opleve naturen fra hesteryggen, om det så gælder i den grønne forårsskov eller ved stranden – men husk, der er regler, som skal overholdes

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

DIF har udgivet en folder, "Idrættens adgang til naturen, ridning", og i den kan man læse, hvordan man finder den rette balance mellem natur og fritidsaktiviteter.

Reglerne for adgang til ridning i naturen afhænger af naturtype, ejerforhold og tilhørsforhold til foreninger eller erhverv. Det kan derfor være ret kompliceret at finde ud af, hvad der er tilladt det enkelte sted, og om det koster noget, men du kan gå ud fra følgende regler:

Strande
Det er tilladt at ride på den ubevoksede strandbred uden for badesæsonen – dvs. fra den 1. september til den 31. maj. Det er også tilladt at ride over den bevoksede del, hvis man rider direkte ned til den ubevoksede del.
I badesæsonen vil der på nogle offentlige strande være mulighed for ridning på udvalgte områder, hvilket vil fremgå af skiltning.

Veje og stier i det åbne land
Det er tilladt at ride på veje og stier i det åbne land, med mindre ejeren har forbudt det ved skiltning.

Private skove
I udgangspunktet er det ikke tilladt at ride i private skove. Det er dog tilladt at ride ad private fællesveje, der fører igennem skove, med mindre ejerne har forbudt det midlertidigt ved skiltning. Der er desuden en del private ejere, der tillader ridning, oftest på særligt skiltede stier. Mange af disse ejere har indført ridekortordning, som indeholder nærmere bestemmelser om adgangen og betalingen for den. Forhør dig direkte hos ejeren eller den lokale Rideklub.

Offentlige skove
Du har som regel rigtig gode muligheder for at ride i offentlige skove. Det er således tilladt at ride:
På asfalterede veje og grusveje, der er over 2,5 m brede.
På andre veje og stier, hvor der er skiltet særligt for ridning.
I skovbunden med undtagelse af rørskov, nyplantninger (også selvsåede), på fortidsminder, gravhøje.
Ifølge loven kan alle ejere – og altså også offentlige – opkræve betaling for ridning. Men der eksisterer en aftale mellem Skov- og Naturstyrelsen og Dansk Ride Forbund, Dansk Islandshesteforening, Danmarks Idræts-Forbund og Friluftsrådet om, at der ikke opkræves afgifter for ridning på styrelsens arealer, hvis rytterne er medlem af en lokal forening med almennyttige formål, f.eks. foreninger under DRF eller DI. Undtaget herfra er ridning i Dyrehaven ved København, hvor særlige forhold gør sig gældende. 
Husk, at konkurrenceridning og ridning, der udgår fra rideskoler, rideklubber, stutterier og lignende kræver ejerens tilladelse.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Færdselsregler i  offentlig skove
Der er mange måder at tage hensyn på som rytter, og nogle af dem er faktisk lovpligtige: Du skal således vige til højre, når du møder en anden færdsel, og når du passerer boliger, veje og stier, skal det ske i skridt.
Når du rider på asfalterede veje, stenanlagte veje eller grusveje, må det ikke ske i galop, og du skal helst ride ude i rabatten af vejene.
Der må ikke springes over træstabler, tømmer og kævler, diger, grøfter, led og bomme. Desuden er det en god idé at være opmærksom på, at en del andre mennesker er bange for heste og ikke bryder sig om, at en hest nærmer sig i fuld fart. Gå derfor ned i skridt, når du passerer andre skovgæster, og hils gerne. Vær desuden opmærksom på, at regn og tøvejr gør skovens veje og stier sårbare over for slid, så undgå at ride de samme steder igen og igen i de våde perioder af året.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner