Husker I det første auktionssalg over 1 million?

23-04-2020 10:38

Annika Knudsen Lorentsen

Tilbage i 2007, ved Dansk Varmblods Hingstekåring, blev en hest for første gang solgt for mere end 1 million kroner på en af Dansk Varmblods auktioner, og det var hingsten Skovens Rafael, som siden har haft en succesfuld sports- og avlskarriere

Copyright Ridehesten.com
Per Skjærbæk, Lotte Lindgreen og Lotte Skjærbæk kunne ånde lettede op da hammeren valgt efter deres bud på 1.2 millioner kroner. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

For 13 år siden blev der for første gang solgt en hest til mere end 1 million kroner på en af Dansk Varmblods auktioner i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring i 2007. 

Det var Skovens Rafael e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Jens Lund Pedersen og Kirsten B. Hansen) som blev solgt for intet mindre end 1,2 millioner kroner til Lotte Lindegreen og Lotte og Per Skjærbæk. Dengang fortalte Per Skjærbæk, hvorfor valget faldt netop på denne hingst:

– Først og fremmest er det en gennemavlet dressurafstamning, og så har han tre særdeles gode gangarter. Han er ridelig og har et godt temperament, ja han har ingen svagheder, understregede han.

Dengang, tilbage i 2007, blev Skovens Rafael præmiehingst ved Hingstekåringen, og siden har den flotte hingst haft den ene succes efter den anden. Sidste år blev Skovens Rafael udnævnt til Årets Hingst i Dansk Varmblod. Hingsten startede sin karriere som finalist ved UVM i dressur både som 5- og 6-års, og han er uddannet til international Grand Prix af Lotte Skjærbæk. 

Copyright Ridehesten.com
Lotte Skjærbæk og Skovens Rafael. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Skovens Rafael er efter elitehingsten Blue Hors Romanov (Glock's Romanov), som har været succesfuld på allerhøjeste internationale niveau med hollandske Hans Peter Minderhoud. I morstammen hos Skovens Rafael finder man Grand Prix-hingstene Blue Hors Don Schufro, Zorro Z og May Sherif.

I 2008 vandt Skovens Rafael desuden Dansk Ride Forbunds 4-års championat og i 2009 blev han nr. 7 ved UVM. I 2017 vandt Lotte Skjærbæk og hingsten Nordisk Mesterskab i Finland, ligesom de vandt en 3* Grand Prix Special ved et internationalt stævne i Sopot i 2018.

Skovens Rafael er igennem tiden blevet far til mange kårede hopper, og er også far til de kårede Dansk Varmblods hingste Adrenalin Firfod og Springbank II VH (SWB).

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner