Husker du… Caranos kåring?

22-12-2013 07:59

879 registrerede afkom er der pt. i Danmark efter hingsten Carano, der opnåede kåring i Dansk Varmblod i 1994

Copyright Ridehesten.com
Carano.

Under dagens tur gennem Ridehestens store fotoarkiv stødte vi på en gammel kending, der gennem tiden har sat et ikke ubetydeligt aftryk på ridehesteavlen i Danmark.

Det drejer sig om hingsten Carano DVE 521 e. Capitol I/Cor De La Bryère, som blev født i Tyskland i 1991.

Ifølge Hestedata har hingsten ikke mindre end 879 registrerede afkom i Danmark, han er optaget i Dansk Varmblods springhesteprogram og så er han far til flere medaljehopper og kårede sønner. Selv har han konkurreret på Grand Prix-niveau og opnået status af A-hest i springning.

I Hippologisk Tidsskrift fra marts 1994 skrives der bl.a. følgende fra Caranos kåringsbeskrivelse:

Stor betydelig hingst. God type. Udtryksfuldt hoved. Velansat hals. God skulder og manke. God overlinie. Velformet kryds. Lemmerne passende føre. Smalle hove bag. Bevægelsen god, men snæver bag. Moder har givet kåret hingst i Holsten.

I 2004 opnåede Carano den store ære, at blive udnævnt til Årets Hingst i Dansk Varmblod.

Har du en god historie om Carano, så del den gerne med en kommentar på Ridehesten.com under Nostalgiske Fotos, hvor du også finder flere andre nostalgiske perler.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner