Annika Knudsen Lorentsen
I forbindelse med DM-stævnet hos Randbøl Dressage Academy afvikler Dansk Varmblod den første UVM-udtagelse af 5-, 6- og 7-års heste. Det er dommerne Gunilla Nyman og Jens Holm Kristensen, som skal udtage en bruttotrup blandt de ialt 75 ekvipager, man har fornøjelsen af at opleve på den nye arena. Fra onsdag til lørdag er der UVM-udtagelse i Randbøl, og kvaliteten af hestene er særdeles imponerende.
Dansk Varmblods dressurudvalg har besluttet at uddele et diplom for deltagelse, når rytterne har redet de to kvalifikationsklasser.
Det er Lotte Fønsskov fra Dansk Varmblods Hovedbestyrelse, og Dressurudvalget, som uddeler diplomerne til rytterne. Og de bliver taget særdeles godt imod.
Lotte forklarer: – Det er en anerkendelse af, at der er avlet en rigtig god hest, og der er fundet en god kombination med en rytter, som har givet hesten en alderssvarende uddannelse.
Lotte nyder at se gode heste ved UVM-udtagelse, og hun fortæller, der bliver udtaget heste til bruttotruppen efter kvalitet, så der er ikke et bestemt antal, som skal være med i kampen om at få del i en af de fire pladser, som Dansk Varmblod har ved UVM i hver årgang.
Hør Lotte Fønsskov fortælle om diplomerne og UVM-udtagelsen i dette videointerview.
/Varmblod.dk