Anna Pørtner
I denne weekend skal årets bedste ungheste findes, når Stutteri Ask åbner dørene til årets Pavo og DRF championatsfinaler i springning. I dag er stævnet blevet skudt i gang, og her har både 4-, 5-, 6- og 7/8-års hestene været på banen. Over hele linjen så vi højt niveau og nogle meget velspringende unge heste. Foruden unghesteklasserne, afvikles der også almindelige C- og B-klasser, der ligeledes er blevet skudt godt i gang i dag.
Veltilpasse 4-års heste
Dagen startede ud med banetræning for de 4-års heste, så de kunne komme ind og se banen og falde til i de fornemme omgivelser, inden de i morgen skal ride første indledende runde. I alt var 53 4-års heste meldt til start ved banetræningen, og rytterne måtte helt selv bestemme, hvad de ville bruge tiden til på banen. Nogle sprang hele banen rundt, andre tog blot et par spring og nogle red bare på banen for at vise hestene de flotte omgivelser. Uanset hvad, var det nogle meget veltilpasse og glade 4-års heste, der gik på banen i morges.
I morgen gælder det for første gang for 4-års hestene, hvor i alt 67 ekvipager skal på banen og prøve kræfter med 90 cm højde, ligesom den højde, de har kvalificeret sig i ved sommerens stævner. I morgen skal de ride stilspringning, og det er Kenneth Ernst og Kim Knudsen, der står i spidsen for at give ekvipagerne karakterer. Efter morgendagens indledende runde er det de 30 bedst placerede (samt ligeplacerede) heste, der går videre til finalen, der rides i 100 cm metode S5 - altså stilspringning - på søndag.
5-års hestene viste overskud
Hos 5-års hestene gjaldt det den første ud af to kvalifikationer i dag, hvor 52 ekvipager skulle prøve kræfter med den 115 cm høje bane. Klassen var udskrevet i en metode B0, altså gjaldt det blot om at være fejlfri. Der var en samlet præmiesum i klassen, der blev delt mellem de fejlfrie ekvipager. Hos 5-års hestene fungerer det sådan, at der gives point efter antal fejl. Det vil sige, at alle fejlfrie ryttere tager 0 point med sig videre til anden kvalifikation, mens andenpladsen tager 2 point med videre, tredjepladsen tager 3 point med videre og så fremdeles. Efter de to kvalifikationer, er det de 20 ekvipager med færrest antal point, der går videre til finalen.
I dag var der 34 ud af de i alt 52 ekvipager, der kom videre fra første kvalifikation med 0 point, da de sikrede sig en fejlfri runde. Derefter var der en enkelt rytter, der kom i mål med blot en enkelt tidsfejl, det var Josephine Fontenay i sadlen på Noval e. Mylord Carthago/ Casall (opdr. Klaus Ipsen), som derfor tager 2 point med sig videre. Herefter var der en del ekvipager med fire fejl og fire ekvipager med otte fejl.
5-års hestene skal på banen igen i morgen, hvor de skal ride endnu en 115 cm i B0, og her gælder samme pointsystem altså.
Marginalerne afgjorde placeringerne hos 6-års hestene
45 ekvipager var til start i dagens første kvalifikation for 6-års hestene, der skulle prøve kræfter med en 125 cm høj bane i en metode B7. Det betyder altså springning i to faser, hvor man uanset antal fejl i første fase, rider videre i anden fase. Herefter tillægges fejlene fra begge faser, og det er dermed det endelige resultat. Vinderen er den ekvipage med færrest antal fejl og hurtigste tid. Også hos 6-års hestene gælder pointsystemet med 0 point til vinderen, 2 point for andenpladsen og så fremdeles, og det er også her de 20 heste med færrest antal point efter de to kvalifikationer, der er videre til finalen.
Det var nogle særdeles velspringende 6-års heste, vi så på banen hos Stutteri Ask i dag. Hestene var forberedte og klar på opgaven, og rytterne vidste lige præcis, hvordan de skulle ride banen hurtigst muligt. Det var derfor også de helt helt små marginaler, der gjorde forskellen ved placeringerne i dag, men det er altså også vigtige point, der rides om.
Bedst af alle blev DV-vallakken Maskedals Casemiro e. Ci Ci Senjor Ask/ Toulouse med sin avler og ejer i sadlen, Helle Møller Andersen. Parret red en suveræn fejlfri runde i tiden 34,02 sekunder i anden fase, og det var der altså ingen af de andre ekvipager, der kunne hamle op med, selvom de gjorde et ihærdigt forsøg. Dermed har Maskedals Casemiro og Helle Møller Andersen 0 point med videre til anden kvalifikation.
Den ekvipage, der kom tættest på vinderen - og det var altså meget tæt - var DV-vallakken Harmilly D e. Harley VDL/ Diamant De Semilly (opdr. Liselotte Frederiksen) med Maria Hjorth Frederiksen i sadlen. Parret var intet mindre end 0,02 sekunder fra vinderen, og dermed indtog de altså en meget flot andenplads, og har derfor 2 point med videre til anden kvalifikation.
Endnu en gang var det uhyre tæt mellem anden- og tredjepladsen, der i dag gik til DV-vallakken Cabachapacoon Bilstrup e. Chacoon Blue/ Cabachon (opdr. Debbie Kreiler Pedersen), som også blot var 0,02 sekunder fra andenpladsen. I tiden 34,06 fløj den meget velspringende vallak i mål med Claus Hundebøl i sadlen, og de tager dermed 3 point med videre til anden kvalifikation.
Også 6-års hestene skal i aktion igen i morgen, hvor de endnu en gang skal prøve kræfter med en 125 cm høj bane - denne gang i en metode A, hvor hurtigste ekvipage med færrest fejl vinder. Her gælder samme pointsystem som i dagens klasse.
Fiorina Ask var endnu en gang flyvende
Dagens sidste unghesteklasse var for de 7- og 8-årige heste. Endnu en gang så vi enormt højt niveau og meget velredne heste. Denne gang skulle 7-års hestene prøve kræfter med 135 cm, mens 8-års hestene skulle i aktion over 140 cm. Klassen blev redet i metode B7, og alle de ekvipager, der gennemfører både første og anden kvalifikation går videre til finalen.
Det var da heller ingen overraskelse, at sejren gik til den altid hurtige Fiorina Ask, der med Karen Møller Rohde i sadlen har taget enormt mange sejre op gennem unghesteklasserne. Fiorina Ask er en 7-års hoppe efter Dominator 2000 Z/ Carthago, som er opdrættet på Stutteri Ask, og det er altså også med Karen Møller Rohde i sadlen, at hun er blevet suverænt uddannet. Parret red på banen som en af klassens sidste ekvipager, men det holdt dem altså ikke fra at tage sejren i tiden 37,04 sekunder foran de resterende 34 deltagere.
Andenpladsen gik til en anden hurtig ekvipage, der var meget tæt på vinderens tid. Det var den 8-årige vallak Kacento A e. Kannan/ Cento, der med Konstantin Deeken Künnemann i sadlen krydsede målstregen i tiden 37,10 sekunder.
Tredje bedst i dag gik til endnu en ekvipage, der altid viser sig fra sin hurtige side, nemlig Christian Jansen i sadlen på den 7-årige DV-vallak Narciso Blue e. Zirocco Blue/ Numero Uno (opdr. C.de Dreu), der krydsede målstregen i tiden 39,36 sekunder.
Også her gælder det igen i morgen, hvor de endnu en gang skal i ilden i 135- og 140 cm. Denne gang går klassen i en metode A, og eftersom blot to ekvipager udgik i dagens første kvalifikation, er der altså stadig 33 ekvipager i spil om en finaleplads.
Med det blev årets championatsfinaler skudt i gang med meget velspringende heste og god stemning i de smukke omgivelser på Stutteri Ask. I morgen gælder det endnu en gang de dygtigt ungheste, mens der om morgenen går en LB2**, ligesom aftenen sluttes af med en MA2**.