Hjælp din krop og hjerne under varme forhold

16-07-2026 12:24

Lars Mars

Mental og fysisk træner Lars Mars kommer her med forslag til, hvordan du som rytter – og generelt – bedst klarer dig igennem de varme forhold, vi oplever lige nu. Så du stadig kan få det optimale ud af træningen med din hest eller pony

Copyright Ridehesten.com
Lars Mars. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Få blogindlægget læst op: Med Ridehestens nye tiltag kan du klikke på ”play-ikonet” lige over overskriften og lytte i stedet for at læse. Blogindlægget starter her:

Når der skrues op for temperaturen, påvirker det typisk både vores krop og hjerne med bl.a. mindre energi, længere restitution, og at vi har sværere ved at holde fokus og koncentration i længere tid.

I forbindelse med, at jeg læste et spændende og informativt indlæg her på Ridehesten om elektrolytter til hesten: Elektrolytter: Hestens hemmelige balance i sommervarmen, fik jeg lyst til at lige at lave en lille sammenligning til rytteren og de muligheder, som rytteren har for at klare sommervarmen bedst muligt. 

I dette indlæg kommer jeg med forslag til, hvordan vi kan hjælpe os selv, så vi nedsætter risikoen for, at meget varme dage/perioder får en negativ effekt på vores træning og præstation.

I forhold til alle andre sportsgrene har rytteren en ekstra varmepåvirkning fra ponyen/hesten, som gør, at rytterens krop skal bruge ekstra energi på at nedkøle for at kunne holde en optimal kropstemperatur – sammenholdt med, at ridesporten er en koncentrationssport, som kræver optimal energi i hjernen. Derfor giver det ekstra god mening, at rytteren, træneren og forældre er opmærksomme på de muligheder, der kan hjælpe rytteren på den bedste måde.

Uanset om rytteren rider én eller flere ponyer/heste om dagen, er det en kæmpe fordel at være forberedt på de forhold, som man rider under, med alle de muligheder, der kan hjælpe både krop og hjerne på den bedste måde. Det giver de bedste muligheder for både optimal udbytte af træning og stævner samt gode oplevelser for både rytteren og ponyen/hesten.

Vores mentale indstilling har en stor betydning for det udbytte, vi får
Hvis vi konstant stønner over varmen, og hvis vi føler os trætte, så reagerer vores hjerne hurtigere med irritation og frustration, hvis noget måske ikke lige fungerer for os.

Når vi tager styringen over vores hjerne og acceptere de forhold, der er, skaber vi ro i hjernen, så vi meget bedre finde muligheder og løsninger på, hvordan vi kan hjælpe os selv og ponyen/hesten til at få det bedste udbytte sammen.

Copyright Ridehesten.com
Hovedmåltider: Det er godt at spise noget groft, der har en længere optagelsestid i kroppen, og som frigiver energi over længere tid. Det skal helst bestå af: Grove ris, groft pasta, kartofler eller grove grøntsager samt kylling, fisk eller kød. Foto: Privat

Her kommer nogle af mine forslag til, hvordan rytteren kan hjælpe sig selv i varmen:

1) Kost
Mange oplever, at de mister appetitten eller er mindre sultne i varmen, og mange har mest lyst til lette måltider, der ikke fylder tungt i maven, men det er faktisk en ond cirkel at komme ind i, fordi vores krop har netop brug for mere energi i varmen, fordi den skal nedkøle kroppen for at kunne holde en optimal kropstemperatur.

Derfor er det en god ide at planlægge sine måltider, så der ikke opstår hovsaløsninger.

Forslag:

  • 3x energigivende hovedmåltider, der er fiberrige, så de giver energi over længere tid. Forslag: Morgenmad: Havregryn med mælk – Frokost: Rugbrød med pålæg – Aftensmad: Grove ris eller groft pasta eller kartofler med fjerkræ, fisk eller kød og grøntsager.
  • 2-3x mellemmåltider, der er hurtigoptagelige, så de opretholder et jævnt blodsukkerniveau og dermed giver overskud til at kunne nørde med detaljerne under ridningen. Forslag: En banan, en bolle med honning eller syltetøj, en energibar eller müslibar, en smoothie med banan/bær, o.l.
Copyright Ridehesten.com
Mellemmåltider spises for at holde vores blodsukker og energi jævne over hele dagen. Skal helst bestå af noget, der er hurtigere optageligt som f.eks. en bolle med honning eller syltetøj, en banan, energibar o.l. Foto: Privat

2) Væske
Har samme store betydning på vores krop og hjerne som kosten. Hvis vi ikke får nok vand, går det udover vores koncentrations-, reaktions- og ydeevne samt overskuddet til at kunne tage de bedste beslutninger til at kunne hjælpe sig selv og ponyen/hesten på den bedste måde.

Forslag:

  • Vand er den bedste væskekilde: En god tommelfinger regel for vores vandindtag på en almindelig dag: Drik 0,033 x din kropsvægt = mængde vand. Drik mere, hvis der er meget varmt, og hvis du sveder meget.
  • Saftevand (med frugtsukker): Giver ekstra brugbar energi til krop og hjerne.
  • Mineral/elektrolyt-brustabletter: Hvis der er meget varmt i en længere periode, eller hvis du sveder meget i hverdagen, kan du med fordel tilsætte mineral/salt brustabletter i dit vand. Det hjælper med at opretholde din saltbalance, som hjælper til at holde mere af væsken i kroppen. Brug f.eks. produktet ”Zero” elektrolyte fra HIGH5 (brusetablet), som bl.a. kan købes i Føtex.
  • Energidrik-pulver: Du kan også med stor fordel tilsætte energidrik-pulver i dit vand. Det tilfører både energi til krop og hjerne samt indeholder også elektrolytter til at binde væsken til kroppen. Brug f.eks. produktet ”Energy Source” med elektrolytter fra HIGH5, som bl.a. kan købes i Føtex.

Andet:

  • Du kan også med fordel supplere din væske ved at spise melon og vindruer. De indeholder både vand og sukkerstoffer, som giver energi.
  • Sodavandsis inden eller efter ridning køler kroppen indefra og tilfører samtidig både vand og energi.

Vær opmærksom på: Drop de syntetiske fremstillede energiprodukter. De giver ikke den nødvendige tilførsel af vand til at opretholde væskebalancen.

Vand under opvarmning og træning
Du kan med stor fordel have en vandflaske med let frosset vand (slush ice-konsistens) stående på hegnet, når du rider, så kan du både køle dig lidt og tage lidt at drikke under ridningen. Det hjælper både til koncentrationen og ydeevnen.

Planlæg dit væskeindtag: Sørg for at drikke vand kontinuerligt over hele dagen evt. tilsat energi/elektrolytter som foreslået.

Copyright Ridehesten.com
Væske: Vand er den bedste kilde til at opretholde en god væskebalance og hydreret krop. Vi kan med fordel tilsætte saftevand eller energidrikpulver for at få tilført ekstra energi til både krop og hjerne eller tilsætte mineral/elektrolytter (brustabletter) i vandet for at binde væsken til kroppen. Foto: Privat

3) Nedkølning af kroppen

  • En nedkølet trøje, der har været i fryseren (kan opbevares i en køletaske): Inden du starter ridningen, kan du tage en nedkølet trøje på. Det hjælper til, at kroppen friskes op.
  • En frossen kulde-/varmepose (ispose) (kan opbevares i en køletaske): Inden du starter ridningen, kan du køle dit hoved, arme og lår med en frysepose. På samme måde som med trøjen giver det en frisk påvirkning, inden du skal i gang med ridningen.
  • Et frosset håndklæde fra fryseren (kan opbevares i en køletaske): Du kan med fordel have et koldt håndklæde hængende på nakken, mens du sadler op, ordner boks o.l. På den måde undgår du at blive overophedet og miste energi til ridningen.
  • Spis en sodavandsis, inden du starter ridningen (kan opbevares i en køletaske). Det køler kroppen indefra og giver både væske og noget energi til kroppen.

Lige efter, at du er færdig med at ride, kan du med stor fordel igen skifte trøje til en kold trøje, køle hovedet, arme og ben med en ispose samt lægge et koldt håndklæde rundt om nakken. Dette gør, at du hurtigere kan få din kropstemperatur bragt lidt ned, og dermed bruger kroppen ikke unødig energi på at afkøle dig.

Hvis du rider flere heste lige efter hinanden, kan du med stor fordel gøre det samme mellem hver ridetur, så du bliver afkølet fra den ene til den anden. Med en frisk krop og hjerne kan du både hjælpe dig selv og ponyen/hesten på den bedste måde.

4) Andet

  • Klip eventuelt nogle huller på ydersiden af dine ridebukser (brug nogle gamle slidte ridebukser – bruges til træning): Det giver luft/køling til musklerne og til de store blodårer.
  • Brug solbriller: Så undgår du at skulle knibe øjnene sammen for solen, og dermed aflaster du de små muskler i hovedet, som kan give anledning til hovedpine.

Det har en stor mental betydning, når vi forbereder os til det, vi skal i gang med.

Ps. jeg har selv konkurreret under ekstremt varme forhold, dog ikke i ridning, men indenfor ironman og ekstremløb over flere dage. Jeg er fascineret af, hvordan vi kan finde løsninger og muligheder både mentalt og fysisk, der kan hjælpe til den bedste træning og præstation.

Jeg håber at ryttere, trænere og forældre kan se ideen i mine forslag eller har fået interesse for selv at finde de muligheder, der kan hjælpe dem på den bedste måde, uanset hvilke vejrforhold de træner og konkurrerer under.

Rigtig god fornøjelse med at opretholde dit optimal energi- og koncentrationsniveau i varmen!

Serie af blogindlæg
Måske du også har lyst til at læse min serie af blogindlæg om ”Tag styringen over din hjerne”, hvor jeg kommer med forslag til alt, hvad er kan hjælpe rytteren indenfor det mentale område.

Du kan læse meget mere om mine forslag til optimering af rytteren og hjælp til mental sundhed samt optimering til sund udvikling og præstation:

Med sportslig hilsen

Lars Mars
Mental og fysisk træner samt optimering

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner