Hexagon's Wellnetta solgt

26-06-2013 14:19

Hollandske Laurens van Lierens dressurhoppe Hexagon’s Wellnetta er blevet solgt til den amerikanske sponsor Jane Clarke og får derfor også ny rytter

Den amerikanske sponsor Jane Clarke har købt en ny tophest til dressurrytter Katherine Bateson-Chandler. Det er Laurens van Lierens 10 år gamle hoppe Hexagon's Wellnetta e. Louisville der blev solgt til Clarke i sidste uge.

Den mørkebrune hoppe var Laurens van Lierens førstehest på Grand Prix-niveau og ekvipagen var udvalgt til at skulle være en del af det hollandske hold ved CHIO Aachen i denne uge.

I 2013 har ekvipagen været særdeles aktiv på stævnebanerne med starter i både Drachten, 's Hertogenbosch, Vidauban, Hagen og Roosendaal. Sammen vandt de bronze ved de hollandske indendørsmesterskaber i dressur og de var en del af det hollandske B-landshold. Forinden Laurens van Lieren blev hoppen redet af Israeli Raz Nitzani.

Det er ikke første gang Clarke køber en hollandsk hest til Katherine Bateson-Chandler. For fire år siden købte hun ligeledes den hollandske Grand Prix-hest Nartan e. Jazz med WEG 2010 i Kentucky som mål.

Nu er det Wellnetta, der forhåbentligt skal bringe Katherine Bateson-Chandler til WEG 2014 i Normandiet, mens hendes lille turs hest Alcazar e. Contago bliver klar til Grand Prix.

Katherine Bateson-Chandler trænes af den britiske toprytter Carl Hester.

Kilde: Eurodressage

Se video af Hexagon's Wellnetta i boksen til højre.

Videoer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner