Marie Helene Rigård Rohleder
– For en ung med autisme kan det være en stor motivation at skulle stå op om morgenen og ud og fodre heste klokken 8. Det giver dem en meningsfuld hverdag, og en essentiel følelse af, at der er faktisk nogle, som har brug for dem, fortæller Ane Trabjerg, som er leder af Trabjerggård.
Trabjerggård er et privat botilbud for unge med funktionsnedsættelser. De har flere forskellige pædagogiske værksteder, heriblandt et hestecenter, hvor unge med eksempelvis autisme eller andre kognitive funktionsnedsættelser er tilknyttet.
Det kan være unge, som skal afklares til fleksjob, er i ressourceforløb eller arbejdsprøvning hos kommunen, eller unge som går på den treårige ungdomsuddannelse STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse).
– Vi faciliterer en dagligdag for de unge, hvor de tilbydes en meningsfuld hverdag i samspil med vores 15 heste. De er fx også med, når hestene skal have smed og dyrlæge, ligesom mange af dem også modtager pædagogisk assisteret rideundervisning, siger Ane Trabjerg.
Trabjerggård Hestecenter blev stiftet i 2012, og det ligger nær Tørring i Jylland.
Hestecenteret har som sagt 15 heste - lige fra miniature til fjordheste og dansk varmblod.
Den nyeste Trabjerggård-hest er den skimlede dansk varmblod-vallak Cavalier-L, i daglig tale Laurits. Han kommer fra springrytter Thomas Kolborg Johansen.
– Laurits giver de bedste krammere. Han har et sublimt sind og er utrolig rolig. Borgerne kan ofte savne fysisk berøring, især i disse pandemitider, og her er der ikke noget mere fantastisk end at give hesten et kram og mærke både puls, åndedræt og kropsvarme, siger Ane Trabjerg, som er meget glad for købet af Laurits.
Trabjerggård Hestecenter har tilknyttet både pædagoger, en dyrepasserassistent, handicaprideinstruktører og en veterinærsygeplejerske, alle med baggrunde inden for ridning og hestesport.
Man kan også som udefrakommende gå til handicapridning på Trabjerggård, som har fine faciliteter og adgang for kørestolsbrugere.
– Vi arbejder med hesteassisteret pædagogik, hvor vi bruger hestene som pædagogiske værktøjer, fordi vi har god erfaring med, at det gør en verden til forskel for de unge. Samspillet mellem hest og menneske giver de unge en følelse af, at de er noget værd, og en arbejdsidentitet som styrker livsglæden hos unge, som har det svært, fortæller Ane Trabjerg.