Georgia Timmermann
Sparerunde med vidtrækkende konsekvenser
Svendborg Rideklub er blevet skrevet ind i kommunens sparekatalog og skal efter planen være fraflyttet matriklen pr. 1. januar 2027. Først var det tilskudsbesparelser og nu “fremtidige” besparelser på bygningsmasse. Klubben modtager i dag et årligt kommunalt tilskud på 187.071 kr., men betaler selv 112.000 kr. i husleje til kommunen. Det reelle kommunale "tilskud" er altså blot ca. 75.000 kr. årligt.
En sag præget af uklar og mangelfuld sagsbehandling
Historien om Svendborg Rideklubs usikre fremtid begynder med en lejekontrakt, der udløb i 2023. Den selvejende institution Svendborg Ridehus, som står for vedligeholdelse af matriklen og Svendborg rideklub er placeret begge placeret på en grund ejet af Svendborg Kommune.
Op til kontraktens udløb havde klubben fået mundtligt tilsagn om, at aftalen ville blive fornyet på samme vilkår. Alligevel skete der intet. Ifølge kommunen skyldtes det travlhed og en ophobning af sager, og råderetsaftalen er fortsat under revision hos en kommunal jurist. I mellemtiden er klubben blevet indskrevet i kommunens sparekatalog.
Foreningen oplever sagsforløbet som præget af manglende gennemsigtighed og dårlig kommunikation. Ifølge bestyrelsen har ingen fagfolk været ude og besigtige faciliteterne, og vurderinger om fremtidige vedligeholdelsesudgifter er truffet administrativt uden saglig begrundelse eller reel dialog.
– Når borgmesteren offentligt udtaler, at vi ikke tager ansvar, må jeg stille modspørgsmålet: Hvilket ansvar mener han, vi ikke løfter? fortæller Cecilie Kvist, formand for Svendborg Rideklub.
Rideklubben tager ansvar – hver dag
Svendborg Rideklub er meget mere end en rideskole. Klubben har i årevis løftet en social og lokal trivsel opgave, som ellers ville være svær at løfte kommunalt. Klubben har faste samarbejder med jobcentret, ansætter fleksjobbere og skaber arbejdspladser for borgere, der står uden for det ordinære arbejdsmarked.
Samtidig har klubben tilbudt gratis ridning til ukrainske flygtninge, prioriterer høj dyrevelfærd og arbejder ud fra et kompas, hvor ansvar, omsorg og fællesskab er styrende værdier.
– Vi skaber bredde i ridesporten. Her er der plads til alle, ikke kun eliten. Vi har venteliste på elevskolen og ingen nedgang i medlemstal, fortæller Cecilie Kvist.
Hvad sker der, hvis grunden sælges?
Et salg af matriklen vil få store konsekvenser både for Svendborg Rideklub og det lokale ridesportsmiljø. 34 heste skal genhuses, og 130 medlemmer vil miste deres daglige træningsmiljø og fællesskab.
Kernen i sagen handler om ejerskab og ansvar. Rideklubben ejer den store ridehal (20 x 60 m), mens Svendborg Kommune ejer grunden, den lille hal og stalden. Udendørsfaciliteter som materialer til fiberbund inde som udendørs, folde, springbane og walker er etableret og finansieret af rideklubben.
Et frasalg vil derfor medføre væsentlige økonomiske tab for både institutionen og klubben uden, at det i spareforslaget fremgår, hvordan tabene skal kompenseres. Dog skriver Folkeoplysningsudvalget:
– Såfremt det lykkes at sælge arealet til andet formål, vil der være en kommunal udgift til den selvejende institution og Svendborg Rideklub som kompensation for deres ejendomme på arealet.
Men hvordan dette i praksis skal udfoldes, er fortsat uafklaret.
Hvis en privat aktør køber grunden?
Samtidig rejser planerne om frasalg en alvorlig værdipolitisk problemstilling. Hvis en privat aktør overtager grunden, frygter klubben, at ridesporten ikke længere vil være tilgængelig for alle.
– En privat ejer skal have overskud og profit. Det vil betyde prisstigninger på både opstaldning og elevskole. Det er i direkte modstrid med vores formål om at være en klub for alle, også dem, der ikke har mange midler, siger Cecilie Kvist.
Af samme årsag ønsker klubben heller ikke selv at købe stedet. Det handler om signalværdi: Rideklubben er og skal være en del af det kommunale foreningsliv på lige fod med andre lokale idrætsforeninger.
Borgmesteren har ikke besøgt rideklubben.
En del af kritikken retter sig mod den måde, sagen er blevet behandlet på. Ingen politikere har besøgt klubben for at danne sig et reelt billede af forholdene. Vurderingerne af bygningsstand og vedligeholdelsesbehov er truffet fra et skrivebord uden input fra sagkyndige.
– Det vidner om en uoplyst beslutning, der hverken tager højde for bygningernes faktiske stand eller klubbens rolle i lokalsamfundet, siger Cecilie.
Et fristed med plads til alle
For mange børn og unge er Svendborg Rideklub mere end bare en fritidsaktivitet. Det er et fristed. Et sted, hvor man lærer at tage ansvar, hvor fællesskab og tillid opstår, og hvor hestene giver en ro, man ikke kan finde andre steder.
– Jeg har set børn blomstre op, få deres første part på en hest, finde kærligheden og vende tilbage som forældre. Klubben er en fødekæde for livsværdier, og det er ikke til at sætte en pris på, siger Cecilie, der selv har været en del af klubben siden hun var otte år gammel.
– Hestene dømmer dig ikke. De giver ro, glæde og struktur. For mange er det terapi, en livsstil, en identitet.
Hvad håber klubben på?
Klubbens mål er klart: Beslutningen om salg skal tages op politisk og trækkes tilbage. Klubben ønsker ikke ejerskab, men anerkendelse.
– Kommunen kan ikke nedlægge en rideklub, men den kan presse os ud indirekte. Vi er blevet skriftligt opsagt fra 1. januar 2027, men vi giver ikke op uden kamp. Der er kommunalvalg i år, og vi håber, det skaber debat, siger Cecilie.