Hesten vælger lang og dyb hvis den får lov

31-01-2019 10:40

Del I: I mere end 30 år har Sylvia Burton arbejdet på en metode, som kan hjælpe heste med smerter og mentale problemer til finde takt, flow og rideglæde igen. Forskningen bekræfter, hvad Sylvia allerede vidste: Lang og dyb ridning fungerer
 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat: Sylvia Burton har udviklet en metode, som nu også videnskabeligt beviser, at lang og dyb ridning med respekt for, hvad hesten kommunikerer, er vejen til en glad hest, som holder i mange år

–Hvis jeg skulle bestemme, så skulle du give artiklen titlen ”Giv hesten en stemme,” siger Sylvia Burton og griner, da hun med let norsk accent spørger ind til, om det virker helt skørt?

Efter 17 år i Norge, hvor 49-årige Sylvia Burton har hjulpet en lang række norske ryttere, er hun flyttet tilbage til Danmark. Nærmere bestemt til Herning, hvor hun vil i gang med at hjælpe danske ekvipager, der vil ride langt og dybt med respekt for, hvad hesten kommunikerer.

I over 30 år har Sylvia Burton hjulpet heste og deres ryttere med at forenkle tingene og finde takt, stærk overlinje og livsglæde frem hos heste, der ellers er kørt sur i ridningen. Og hendes mission er fortsat, at hun vil hjælpe heste og deres ryttere med at finde alle de fordele frem, der kan være ved at give hesten tøjle, tillid og gå ind i et samarbejde med den.

Efter at Sylvia tilbage i 2015 har deltaget i et forskningsprojekt, har hun også fået videnskabeligt bevis for det, som hun egentlig allerede vidste. Lang og dyb ridning uden tvang og magtanvendelse over for hesten, giver resultater på den lange bane. Blandt andet kunne forskerne se, at lang og dyb ridning gav resultater i form af, at hestene blev mere positive og afslappede, mere løsgjorte og fik bedre skridtlængde i trav.

Under studiet red Sylvia Burton projekthestene efter de grundprincipper, som hun selv har finpudset og udviklet igennem en menneskealder, og hun oplevede således fra første parket, hvordan hestene slap deres låste skuldre, spændinger og urene takter og til gengæld bød sig til med løsgjorthed og positivitet over for ridningen, når bare de fik lidt plads, tid og tøjlelængde.

Du kan læse mere om studiet HER

–Det er ikke mere kompliceret at lære at ride sin hest lang dyb, end det er at lære at ride dressur. Og lang og dyb og ridning henvender sig til alle heste. Det handler mest om en holdningsændring, men hvis du tør, at give din hest mere tøjle og prioriterer at give den tid til at bygge muskulaturen op, kan du få en hest, som er enkel at ride, let på tøjlen og selvgående, siger Sylvia Burton.

Sylvia Burton har redet i over 40 år, men i år 2000 bestemte hun sig for, at hun ville begynde at leve af at træne og undervise i, hvordan man kan ride langt og dybt. Inspirationen kom oprindeligt fra en barn- og ungdomstid hos berider Hans Greve Madsen, hvor hun lærte, hvad det vil sige at ride en hest lang og dyb. Igennem hans påvirkning begyndte Sylvia Burton at udvikle sin egen metode for lang og dyb ridning, som en rehabiliterende og forebyggende ridefacon.

­–Hans Greve Madsen var vældig streng i forhold til, at rytteren skulle sidde rigtig på hesten og samtidig i god balance. Vi afsluttede altid dressurtimerne med, at vi skulle ride i lang og dyb form, og det var noget, som satte hesten i en afslappet tilstand, siger Sylvia Burton.

Den lange og dybe ridemåde er ikke i sig selv en ny metode eller måde at ride på, og der er mange, der praktiserer den i opvarmning eller når de afslutter et træningspas, men jeg fandt ved en tilfældighed ud af, at den lange og dybe form kunne gøre underværker hos heste, som havde for meget stress og for lidt bevægelighed i kroppen, fortæller hun.

ELFF-metoden giver eftergivenhed og flow
Herfra startede rejsen med at sætte metoden i system, men selv efter 30 arbejder Sylvia Burton fortsat videre med metoden, som hun har kaldt ELFF. (Ettergivende Lengde og Fri Flyt.) Eftergivende længde (Ettergivende Lengde) fortæller om hestens overlinje fra ørene, igennem nakke, ryg og bagben. Og Frit flow (Fri Flyt) fortæller om den mentale tilstand som hesten kommer i. Begge dele af metoden er nødvendige, hvis man vil opnå maksimal bevægelse samt at hesten bliver selvgående.

–At hesten bliver selvgående betyder, at den går uden modstand og begrænsninger i kroppen, mener Sylvia Burton.

Se, videoer her, hvor heste, som Sylvia træner, demonstrerer metoden. 

Kylie var meget stresset i sin galop, og hun plejet at blive frygteligt spændt og ville løbe fra det hele. På filmen her ser man en forandring. Giver man hesten tid kan den begynde at forholde sig til egne gangarter igen, fortæller Sylvia Burton om videoen.

Hacuna er en hest, der alt for tidligt er blevet presset for hårdt. Hun viste modstand over for det meste ridemæssige, selv når hun blev redet lang og dyb. Efter et stykke tid lagde jeg mærke til, at hun gik med åben mund, så vi prøvede at droppe biddet og i stedet ride langt og dybt med grime. Det betød at hesten forandrede sig markant, fortæller Sylvia Burton om videoen.

Du kan se flere eksempler på heste, der har haft gavn af at blive trænet efter metoden på Facebooksiden Easy Going, som du finder HER

Når Sylvia Burton underviser i ELFF-metoden handler det om en rideteknik, hvor hesten går i en lang og dyb form, som er så dyb, at hestens mule er blot 30-40 cm. over jorden. På den måde bliver hesten strakt ud fra øre til bagben, og det har effekt på hele overlinjen.

–Som regel kan hesten ikke klare at gå med maksimal udstrakt overlinje de første gange, da det kræver en meget smidig og stærk krop, siger Sylvia Burton.

En anden ting som er typiske tegn på succesfuld ridning efter ELFF-metoden er, at hestens skridtlængde forlænges med helt op til 10-20 cm. Det handler om, at metoden opbygger hestens muskulatur, så de bliver lange, stærke og smidige.

–Det er også vigtigt at nævne, at selvom hesten går i dyb form, skal den bære i bagparten, siger Sylvia Burton og fortsætter med at forklare:

–Man kan sammenligne det med, når et menneske skal holde balancen på en fittnessbold. I starten er det vældig hårdt for kernemuskulaturen, men gradvist bliver det lettere og lettere, efterhånden som man træner det. Det er det samme princip for hesten, siger Sylvia Burton.

Når man bruger ELFF-metoden som en supplerende træningsform, giver man hesten bedre forudsætninger for, at den kan tåle de belastninger, vi udsætter den for. Metoden betyder, at hesten kommer sig hurtigere, hvis den er spændt i musklerne med mælkesyreophobninger efter hård træning. Og det er noget, som er væsentligt i forhold til hestens holdbarhed på sigt, fortæller Sylvia, som mener, at man aldrig må træne en hest hårdt to dage i træk. Hvis hesten har været igennem en hård træning skal den derimod have lov til at restituere med ELFF-ridning, longering eller skridttur i skoven dagen efter det hårde træningspas.

–ELFF-metoden har reddet problemheste fra at blive aflivet, den har givet dressurheste bedre bevægelsesfrihed, den har givet springheste flere fejlfrie runder og den har givet travheste længere skridtlængde i trav, nævner Sylvia Burton som konkrete eksempler på, hvorfor man bør bruge metoden.

For heste, som har problemer med biddet, har Sylvia Burton gode erfaringer med ret og slet at droppe biddet for en periode og i stedet ride med grime.

– Ridning med grime i en periode er vejen til en bedre hestemund med bid senere i forløbet, siger Sylvia Burton.

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen