Hesten vælger lang og dyb hvis den får lov

01-02-2019 07:30

Del II: I mere end 30 år har Sylvia Burton arbejdet på en metode, som kan hjælpe heste med smerter og mentale problemer til finde takt, flow og rideglæde igen. Forskningen bekræfter, hvad Sylvia allerede vidste: Lang og dyb ridning fungerer

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat: Sylvia Burton har udviklet en metode, som nu også videnskabeligt beviser, at lang og dyb ridning med respekt for, hvad hesten kommunikerer, er vejen til en glad hest, som holder i mange år

I går bragte vi første del af artiklen som kan læses HER

Fra hidsigprop til selvkontrol
Da Sylvia Burton var yngre havde hun et stort temperament, som hun på dårlige dage kunne have svært ved at kontrollere.

–Da jeg var yngre lod jeg ofte mine dårlige dage gå ud over min hest, og jeg kunne opføre mig meget uretfærdigt over for den. Bagefter fik jeg altid dårlig samvittighed og tænkte, at jeg slet ikke fortjente at have en hest, når jeg opførte mig sådan over for den, fortæller Sylvia Burton og er tydeligvis berørt, når talen falder på, at hun dengang ikke vidste bedre end, at irritationer og stress fik frit afløb over for hesten.

Hun oplevede heldigvis, at hendes hest kunne tilgive hende for hendes barske opførsel, og snart begyndte refleksioner at finde vej til Sylvia Burton som fortæller, at hun begyndte at tænke over, hvorfor ryttere lod deres frustrationer gå ud over hesten.

–Efter et stykke tid, fandt jeg ud af, at der var et mønster, som handlede om, at hver gang jeg følte afmagt i mit liv, var min trang til at udøve magt over for hesten stærkere. Det kunne nærmest blive en afreagering, siger Sylvia Burton.

Jeg begyndte at lægge mærke til, hvor sensitiv hesten var over for mine sindsstemninger. Den var på vagt, hvis jeg var i dårligt humør og imødekommende og kontaktsøgende, hvis jeg var blid og tilpas. Så forstod jeg endelig, hvad det var, der skete. Heste afspejler vores følelser og sindsstemninger. Den erkendelse gjorde, at jeg blev langt mere bevidst om mine handlinger, hvad der har dannet baggrund for, at jeg har fået et langt bedre sammenspil med mine heste.

–Jeg gik fra at være en person, som udøvede magt og kontrol over hesten til at blive en person, som begyndte at lytte og forstå vigtigheden af et godt samspil mellem hest og rytter for at opnå et godt samarbejde. Ydmyghed er nøgleordet her. En vigtig ingrediens, hvis man vil lære mere og udvikle sig, siger Sylvia Burton, som også mener, at det er vigtigt at blive ydmyg nok til, at man er åben over for andres kundskab.

–Vi trænger til mere ydmyghed, hvis vi skal gøre hesteverdenen bedre. Personligt har jeg i de seneste år fået stort udbytte af at lytte og studere andre, som bedriver forebyggende ridning, da jeg kan se, at det kan forbedre og finpudse detaljer i det ridetekniske, siger Sylvia Burton afsluttende.

Sådan bruger du ELFF-metoden:
For at få hesten til at bevæge sig uden modstand og blive selvgående, skal rytteren have et godt og klart kropssprog. For at opnå det, skal du have en god kropsbevidsthed, vide, hvad du vil have fra hesten samt, hvornår du beder den om hvad. Det betyder, at din timing er meget vigtig for jo mere præcis, du er med timingen, jo hurtigere vil hesten reagere på dine hjælpere. Det betyder, at hest og rytter kan finde flowet sammen. Det kræver naturligvis, at rytteren er afslappet, for hesten vil aldrig kunne gå afslappet, hvis rytteren har spændinger. En spændt rytter giver en spændt hest - og en elastisk rytter giver en elastisk hest. Helt enkelt. 

Nysgerrig på mere?

Find Sylvia Burtons træningssite Easy Going på Facebook HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner