Tonya Bille Nielsen
En af hovedsponsorerne ved stævnet i Odense er Andreas Helgstrand fra Helgstrand Dressage i Vodskov. Her driver han en succesfuld salgs- og konkurrencestald med kunder fra det meste af verden. Andreas selv har været på det danske dressurlandshold, som vandt OL-bronze i Hongkong i 2008, og individuelt har han en sølv- og en bronzemedalje fra VM i Aachen i 2006. Gennem årene har han haft stor sportslig succes og opnået flere medaljer ved verdensmesterskaberne for ungheste i dressur. Andreas har det seneste par år koncentreret sig om at udvikle sin millionforretning og træne dygtige dressurryttere, på bekostning af sin egen karriere i sporten.
Nu har Andreas besluttet at støve dressurkjolen af, som han fortæller, og han kommer derfor til start i Odense på N.O.H.’s Daijoubo – en hest som han har sejret på i Unghestechampionatet for 5-års heste i 2011 og stort set ikke redet siden deltagelsen ved verdensmesterskaberne for 5-års heste i Verden samme år.
– Jeg vil lige prøve at ride N.O.H.’s Daijoubo i Grand Prix-klassen i Odense for at se, hvordan det udvikler sig. Jeg glæder mig til at støve min ridejakke af, og ride op ad midterlinjen på Daijoubo. Han er en dejlig hest, som arbejder godt med rytteren, og så har Severo Jurado López gjort et godt arbejde med at uddanne ham til Grand Prix.
Andreas Helgstrand støtter op om stævnet i Odense, fordi han ved, hvor vigtigt det er for rytterne at få mulighed for at deltage i internationale stævner og prøve kræfter med de gode udenlandske ryttere.
– Det er specielt vigtigt for de unge ryttere at få den rutine, understreger Andreas, som ikke bliver den eneste ”Helgstrand” i konkurrence i Odense, hans søn Alexander er til start på sin pony, Jumanji.
Kidle: Odense Horse Festival.