Helene Elsass Center støtter frem mod Rio

11-04-2015 10:44

De Paralympiske Lege - PL - i Rio de Janeiro ligger blot halvandet år ude i fremtiden, og med et sponsorat på godt 1,8 millioner kroner fra Helene Elsass Center er der sat turbo på PL-forberedelserne hos Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF)

Copyright Ridehesten.com
Caroline Cecilie Nielsen og Leon ved WEG 2014.

På Helene Elsass Center i Charlottenlund var det helt naturligt at involvere sig i DHIF’s arbejde frem mod PL, da muligheden bød sig, og dialogen tog fart.

- Vi forsker i cerebral parese (CP) og arbejder konstant på at forbedre mulighederne for børn og unge med CP, og vi ved at sport og fysisk aktivitet spiller en vigtig rolle i den enkeltes udvikling – derfor er støtten til DHIF helt i tråd med vores øvrige aktiviteter, siger Camilla Voigt, der er projektleder på Helene Elsass Centers koncept; Sport for Brains.

Sponsorstøtte gi’r ro
Der er helt konkret tale om, at støtten til DHIF skal gå til seks eliteudøvere med CP, som vil få dækket alle DHIF-relaterede udgifter frem til PL i Rio de Janeiro til næste år. Derudover støttes atleterne også individuelt med et økonomisk tilskud til dækning af omkostninger i forbindelse med forberedelserne til PL.

Også hos DHIF er der stor begejstring for den nye aftale, der kommer til at spille en afgørende rolle i Rio-forberedelserne.

– Sponsoraftalen gør en stor forskel – både for os som forbund og for den enkelte atlet. Der er mange udgifter forbundet med PL-forberedelserne, og støtten fra Helene Elsass Center giver netop den ro, der er afgørende for, at atleterne kan forberede sig optimalt, siger Niels Christiansen, direktør i Dansk Handicap Idræts-Forbund.

Han fremhæver samtidig, at sponsoraftalen også kommer atleterne med andre handicap end CP til gode, da den frigiver de midler, der ellers var afsat til sportsfolkene med CP.

Nye ambassadører
Ud over det økonomiske element åbner sponsoraftalen også op for, at de seks udøvere får mulighed for at komme på Helene Elsass Center og drage fordel af den viden, der gennem en årrække er indsamlet på centeret.

- Gennem vores lange indsats på forskningsområdet ligger vi i dag inde med en omfattende viden om, hvordan hjernen fungerer, hvordan den kan udvikles, og hvad der helt konkret skal til, når det gælder træning, kost og mentaltræning. Al denne viden samt en lang række ressourcer stiller vi til udøvernes rådighed frem til PL i Rio, fortæller Peder Bilde, direktør på Helene Elsass Center.

Det er også en del af aftalen, at udøverne skal fungere som ambassadører for Helene Elsass Center.

- Vi vil meget gerne give noget tilbage, og hvis vi som udøvere kan inspirere andre med CP – og i øvrigt også andre handicaps - til at involvere sig i sportens verden, så stiller vi gerne op, fortæller Caroline Cecilie Nielsen, der selv dyrker para-dressur.

De seks sportsudøvere, der nu kan sætte turbo på træningen til PL er:
Caroline Cecilie Nielsen, dressurrytter, Holte
Amalie Vinther, svømmer, Thisted
Kenneth Bech, bordtennisspiller, Rødovre
Michal Jensen, bordtennisspiller, Skovlunde
Sebastian Frederiksen, kørestolsrugby, Skævinge
Ronni Jensen, atletikudøver, Viby J

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner