Etterchangementerne drillede i dag

12-08-2016 17:57

Britt Carlsen

OL

Dressurrytterne red for deres chance i holdfinalen ved OL i Rio, men for alle ryttere gjalt det, at der indløb nogle småfejl og fx havde samtlige danskere fejl i etterchangementerne - men det ser ud til at både Dufour og Kasprzak går i kürfinalen

Danmark kunne ikke avancere i dagens Grand Prix Special, og slutter på en samlet sjetteplads ved OL. Det var målsætningen at komme i OL-finalen, og det lykkedes. Danskerne havde ellers chance for at avancere, for både de hollandske og svenske ryttere, som de red op imod her til formiddag, fik fejl, men det samme gjorde danskerne. 

Anna Kasprzak fortalte efter sit ridt, at hun faktisk ikke var skuffet over, danskerne ikke kunne ride sig ind i kampen om bronzemedaljen i dag. - USA overraskede os med deres stærke hold, og det var jo en drøm at nå medaljen, og vi tænkte alle, det godt kunne være muligt, men så længe man syntes de andre har været bedre og det er fortjent, så er jeg ikke skuffet. Det var noget andet, hvis vi havde klokket fuldstændig i det.

Om sit eget ridt var Anna helt klar til at påtage sig skylden for fejlen i de ellers meget flotte ettere hun viste. Omvendt så var hun mere tilfreds med sine piaffer i dag, men som hun også sagde, følte hun, hun manlgede lidt energi hos Donnperignon, som gerne kan bruge et fuldt døgn til at restituere sig i efter en klasse, og det har han ikke fået her. 

Bedste dansker i dag var igen Cathrine Dufour, som med Cassidy var godt på vej til at lave formiddagens bedste resultat, da hun fik fejl i de ni ettere mellem de to galoppirouetter på midterlinjen. Hun opnåede 76,05% og sluttede individuelt på en 4. plads efter formiddagens konkurrence. 

Anna Kasprzak og Donnperignon fik vist mange rigtige gode øvelser på banen, og det lille kiks i etterchangementerne kostede Anna dyrt, desværre, men heldigvis fik hun samlet mange points op undervejs, så både hun og Cathrine går ind i den individuelle finale på mandag.

Se samtlige resultater HER.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner