Nina Marie Villadsen
Der kan søges støtte til lokalt forankrede projekter i Danmark og konkrete formidlings- og debataktiviteter vedrørende nye metoder, produkter og forbrugsmønstre, som fremmer en grøn omstilling med lavere ressourceforbrug.
Samarbejdsprojekterne skal være bottom-up projekter, der styrker fællesskabet, skaber nye alliancer og forbinder nye parter. Projekterne skal være borgernære, adfærdsændrende og understøtte det lokale engagement på vej mod en grøn omstilling af samfundet. Endvidere vil der blive lagt vægt på at projekterne har et jobskabende element.
Projekter og aktiviteter kan bestå af udbredelse og styrkelse af nye uafprøvede projektideer og koncepter eller til udbredelse af allerede kendte løsninger. Der lægges vægt på at projekterne er igangsættende og dermed kan fortsætte efter puljemidlerne er ophørt. Dette er dog ikke et krav.
Der kan søges om tilskudsbeløb fra puljen på mellem 40.000 kr. og 500.000 kr. pr. projekt. Der kan under særlige omstændigheder gives tilskud på under 40.000 kr. Der er i alt afsat 10 mio. kr. til puljen i 2014. Der er for perioden 2014-2016 afsat 10 mio. kr. årligt til puljen.
Hvad kan der søges til?
Projekter og aktiviteter kan eksempelvis gennemføres indenfor følgende områder:
• Bæredygtigt forbrug og grønne forretningsmodeller
• Bæredygtige byer
• Mobilitet
Tilskud til projekter og aktiviteter begrænser sig ikke til ovenstående områder, der er eksempler til inspiration.
Hvem kan søge?
Der kan under puljen til grønne ildsjæle ydes tilskud til enkeltpersoner, sammenslutninger af personer og private foreninger og organisationer i Danmark.
Puljen kan desuden yde støtte til kommuner, regioner og andre offentlige institutioner, under forudsætning af at projektet, hvor institutionen optræder, enten som udførende part eller deltager, ikke erstatter direkte relaterede faste arbejdsopgaver eller andre allerede planlagte aktiviteter.
Der kan som udgangspunkt ikke tildeles tilskud til erhvervsvirksomheders miljømæssige eller erhvervsmæssige initiativer, eller initiativer der minimerer miljøbelastning fra deres drift eller virksomhedsdrift i øvrigt.
Der kan ikke ydes tilskud til projekter og aktiviteter, der i deres helhed hører under andre lovbestemte støtteordninger.
Skal der betales skat af tilskud?
Tilskud modtaget fra Puljen til Grønne Ildsjæle er skattepligtige og udbetalinger indberettes til SKAT.
Foreninger med almennyttige eller velgørende formål er som udgangspunkt skattefritaget.
Såfremt ansøger er enkeltperson er tilskud fra Puljen til Grønne Ildsjæle som udgangspunkt ikke skattefritaget.
Ansøgningsfrist
Ansøgninger skal indsendes inden 25. august 2014, kl 12. Ansøgninger indsendt herefter vil ikke komme i betragtning. Se mere her.
Kilde: Miljøministeriet/Dansk Ride Forbund